Indholdsfortegnelse

68 Symbol, metafor, fortælling
og udarbejder i stedet en spændingsteori på sætningsniveauet. Metaforen er en sproglig undtagelsestilstand,
som forløses ved hjælp af læserens fantasi. Den levende metafor står altid i
fare for at stivne og dø, idet den til sidst bliver almindelig tale, men visse "rodmetaforer" synes
at have en tilknytning til så dybe menneskelige forhold, at disse overlever ved deres evne
til stadig at vække nye associationer og pege ud på et helt hierarki af andre metaforer. Metaforen
refererer til virkeligheden som både aktualitet og mulighed, og peger dermed ikke blot på
det eksisterende, men altid også på det, der kan blive, eller en ny måde at se verden på.
Fortællingen lægger en tidsdimension til det, som allerede er sagt om symbol og metafor,
idet vi her befinder os på værk-niveauet, som svarer til den menneskelige handlingsverden
med fortid og fremtid. Ved fortællingen fremhæver Ricoeur for alvor sprogets aktive og skabende
kraft. Fortællingen er ikke blot en beskrivelse, men en mimetisk proces, hvilket rummer
både en samtænkning af enkeltdele og hændelser og en ny-figurering af virkeligheden.
Ricoeur forsøger at overkomme dikotomien mellem oplevet og kosmisk tid, ved at indføre en
tredje tid, "den historiske", "menneskelige" tid, som opstår, idet mennesket fortæller sit eget
liv og derved skaber kronologi og humaniserer den kosmiske tid. Denne fortællen tager særligt
to skikkelser, (historikerens) historie og fiktion. Historikeren er bundet af fortidens spor, i
dokumenter osv., når han skal beskrive det, som ikke er mere, og ud af disse enkeltspor skabe
en sammenhæng, en fortælling om historien, om det der er sket i fortiden. Denne beskrivelse
bliver nødvendigvis billedlig, idet fortiden beskrives "således som" den var. Deraf ses det, at
der er en række sammenfald mellem historie og fiktion, idet også historikeren arbejder imaginativt.
Tilsvarende må den litterære forfatter af fiktion lade sin fortælling fremstå, som om
den var sket, som den implicitte fortællers fortid. Derved peges der på en mulig verden, på det
som kunne være sket, og dermed også på et potentiale i verden nu. Men da dette mulige er det
inderste i virkeligheden, det mest virkelige, har fortællingen ikke blot beskrevet, men forandret
verden. Ricoeur taler om en "ny-figurering". Fortællingsteorien knytter sig her tæt til et
andet virkelighedsbillede end det gængse, og det er nødvendigt at have øje for dette, såfremt
radikaliteten i Ricoeurs teori skal stå klart.
Med behandlingen af begreberne symbol, metafor og fortælling har Ricoeur ikke blot vist
hvordan tilværelsens meningsoverskud finder udtryk i sproget, men snarere hvordan mennesket
ved hjælp af sproget håndterer sin tilværelse i verden, en tilværelse præget af mulighed
og mening.