Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 67
tegn opnår sammenhæng og bliver til historie, idet de knyttes sammen i fortællingen. Mennesket
må derfor være læser af sit eget liv.
g) Afrunding
Med behandlingen af fortællingen i Temps et Récit når Ricoeurs filosofi på flere måder en
kulmination. Værket er blevet betegnet som den poetik, der afslutter hans viljesfilosofi, og
som en tilbagevenden til den menneskelige handlingsverden. Desuden kan det ses som en
afgørende og nyskabende videreførelse af symbol- og metaforteorien, således at sprogets meningsoverskud
og dets evne til at udkaste mulige verdener nu træder frem fuldt belyst.
Det er afgørende for forståelsen af fortællingsteorien, at være opmærksom på det virkelighedsbillede,
som ligger implicit i denne. Temps et Récit er ikke en indføring i en fortællingsteori,
men et forsøg på ved hjælp af fortællingen at løse tidens apori mellem det menneskelige
og det kosmiske - det vil i større perspektiv sige dikotomien i kulturen mellem det humane og
det materielle (forstået som både teknologi og natur) og mellem frihed og determination. Fortællingen
er ikke en særlig forfinet lingvistisk kategori, men en grundlæggende måde hvorpå
mennesket søger at få hold på sin tilværelse. Temps et Récit kan betegnes som en narrativ
filosofi, og jeg skal senere se på, hvilke muligheder og vanskeligheder Ricoeur ser for en narrativ
teologi. Det er her vigtigt at pointere, at en narrativ filosofi ikke er det samme som en
filosofi om den store fortælling i hegelsk forstand. I Hegels store fortælling er fornuften og
die Geist nemlig enerådende, mens pointen i den narrative filosofi netop er, at det ikke er noget
overordnet princip eller en kausal naturlov, men det menneskelige initiativ, der er enhedsskabende
faktor for historien. Ved at leve i en fortællen, som menneske med fortid og fremtid,
med fortidens rum og forventningens horisont, skabes tilværelsens helhed og mening.
Delkonklusion
Det har i dette afsnit kunnet følges, hvorledes Ricoeur gennem sit arbejde med symbol, metafor
og fortælling forfølger tilværelsens meningsoverskud i sproget, ikke blot som en afbildning
i sproget af et ikke-sprogligt forhold, men som en levende dialektik mellem sprog og
virkelighed. Sproget er selv virkeligt og ikke bare en referent af virkeligheden.
I symbolet sås det, hvordan en umiddelbar bogstavelig mening peger på en anden, indirekte
mening, og hvordan symbolet udgør en åbning mod verden, idet symbolet udsiger det, som
ikke kan siges bogstaveligt. Symbolet er derfor, ligesom metaforen og fortællingen, ikke blot
til pynt, som en æstetiseret udgave af en bogstavelig betegnelse. Netop i den sproglige form
selv, ligger symbolets kerne.
Metaforen udsiger også noget, der ikke kunne være udsagt direkte, men denne er i højere
grad et indre-sprogligt fænomen og er ikke på samme dybe måde som symbolet rodfæstet i
den menneskelige erfaringsverden. Ricoeur afviser en klassisk erstatningsteori for metaforer