Indholdsfortegnelse

66 Symbol, metafor, fortælling
reader. With this, the phenomenon of reading became the necessary mediator of refiguration."
(TN III, p. 159). Ved læsningens tilegnelse af teksten vækkes en affekt hos læseren, som er
selve fiktionens formål. I modtagernes reception af teksten aktualiseres plottets kapacitet til at
transfigurere erfaring. Fortællingens relation til virkeligheden drejer sig således om applikation,
ikke om reference. Peter Kemp siger om ny-figureringen: "Fortællingens rolle som nyfigurering
af tiden har således både erkendelsesteoretisk og ontologisk betydning: den betinger
ikke blot vore muligheder for at erkende, men implicerer også et udsagn om selve virkeligheden."
(Kemp, s. 74). Ricoeurs fortælleteori knytter sig til et bestemt virkelighedsbillede
og en bestemt idé om, hvad der er virkelighedens essens. En opfattelse han henter fra Hegel
og fra fænomenologiens livsverden. Virkelighedens kerne er således ikke de rent fysiske empiriske
"ting" sammenbundet af kausalitetsforhold. Kernen er det menneskelige liv og dette
livs mening i verden og mellem tingene. Det er derfor Ricoeur med god ret kan sige, at fortællingen
skaber en verden. Ifølge Vanhoozers fortolkning af Ricoeurs teori er det ikke virkeligheden
per se, der nyskabes, men den måde hvorpå vi erkender den: "Ficition refigure the
world by enabling us to see it, and ourselves, in new ways" (Vanhoozer, p. 98). Men her knytter
Vanhoozer sig jo til en Kantiansk skelnen mellem Erscheinung og an sich, og det er
spørgsmålet, om Ricoeur ikke (som fænomenolog), i hvert fald i en vis udstrækning, ønsker at
opløse eller forbigå denne dikotomi? En gennemført konstruktivisme ville sige, at virkeligheden
ikke er noget andet, bagved min livsverden, an sich, og verden er ikke andet end horisonten
af vores muligheder. Ricoeur bevæger sig med indførslen af begrebet ny-figurering i
Temps et Récit i denne retning, uden dog, at tilslutte sig en klar konstruktivisme. Han taler
mere tilbageholdende om tekstens verden som en ny, mulig verden med nye muligheder, som
jeg kan bebo. Et liv, der er blevet oplyst af fortællingen er dermed ændret, og er blevet et nyt
liv. Forskellen mellem at opdage og at opfinde er dermed ved at udviskes, og dette får også
betydning for sandhedsbegrebet, som ikke kan være et reference- eller korrespondensbegreb. I
stedet beskriver Ricoeur det i forlængelse af Heideggers sandhed som aletheia, "uskjulthed"
og som Ereignis. Ricoeurs sandhedsbegreb bliver da en pragmatisk effekt-teori: Den sande
fortælling er den som belyser min tilværelse.
Menneskets selv er en narrativ identitet, hvilket understreger både kontinuitet og forandring.
Svarende til mimesis´ andet led, er der et gennemgående plot som skaber helhed af
delene, og samtidig er fortællingens fortrin for metaforen, at den svarende til den menneskelige
handlingsverden er udspændt i tid. Fortællingen formår derfor at transfigurere vores handlingsverden.
Dens nyfiguration er den åbenbarende og transformerende kraft, som udøves af
fortællingen når den appliceres på den menneskelige handlen og liden. I læsningen krydses
tekstens verden og den fiktive tidserfaring med læserens konkrete verden. Selverkendelse
bliver da, at kunne følge sin egen fortælling, svarende til forholdet mellem fortolkning og
selverkendelse. Selverkendelse opnås gennem fortolkning af tegn, der er sat i verden. Disse