Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 65
og de, der ikke gør. Både historie og fiktion taler om virkeligheden, men på forskellig vis, og i
indbyrdes afhængighed. Historikeren er ikke blot empiriker, men må udnytte sin forestillingsevne
kreativt og produktivt. Den litterære forfatter er ikke fritsvævende uden realitetsfornemmelse,
men må skrive sin fiktion, så den fremtræder som om, det fortalte er sket. Det er
ud af dette åbne felt mellem historie og fiktion at begrebet om ny-figurering fremstår og udfordrer
en gængs virkelighedsforståelse.
f) Fortællingens ny-figurering
"Hvis historiografien og litteraturkritikken tilkaldes endnu en gang, er det for at spørge dem
på hvilken anderledes og komplementær måde, de ny-figurerer det, vi på ukritisk vis kalder
virkeligheden." (Slagmark, s. 125). Hermed er anslået et opgør med en common sense forståelse
af virkeligheden. Både historien og litteraturen bibringer os et nyt syn, idet de "nyfigurerer"
virkeligheden for os. Der er altså ikke tale om en opgivelse af en beskrivelse af virkeligheden,
eller at sigtet ikke længere er det "reelle", men fortællingen suspenderer referencen til
den ordinære verden for at genbeskrive verden på en mere meningsfuld måde. Fiktionen er
lettet for den "byrde", som bundetheden til at skulle referere til det, som er, udgør. Fordi fiktionen
ikke behøver referere til den aktuelle verden, kan den "forøge" virkeligheden, idet den
bibringer med noget helt nyt. Fiktionen er nemlig ikke mindre, men så at sige mere, virkelig
end de ting, den repræsenterer, for den fokuserer på det essentielle, på det inderste i virkeligheden.
Ricoeur skriver: "The more imagination deviates from that which is called reality in
ordinary language and vision, the more it approaches the heart of the reality which is no
longer the world of manipulable objects, but the world into which we have been thrown by
birth and within which we try to orient ourselves by projecting our innermost possibilities
upon it, in order that we dwell there, in the strongest sense of that word" 27 . Genrepræsentation,
ny-figurationen er altså en generativ proces, og derfor møder vi virkeligheden
som afsløret og omformet af fortællingen. Fiktionen lærer os at se som, og fortællingens anvendelse
på livet er både afslørende og omformende, idet den viser det skjulte i vores erfaring
og forandrer livet. Det er ikke muligt at skelne mellem at afdække og at opdigte, og derfor
duer hverken reference eller ny-beskrivelse som betegnelse for det, som sker. Med "nyfigurering"
søger Ricoeur at betegne en produktiv reference.
Med talen om "ny-figurering" genoptager Ricoeur det begreb om metaforisk nybeskrivelse,
som han arbejdede med i La Metafor Vive. Her havde han set ensidigt på digtet (teksten) selv,
og underkendt læsningens betydning. En grundigere refleksion over sit begreb om "tekstens
verden" overbeviste Ricoeur om, at "the passage from configuration to refiguration required
the confrontation between two worlds, the fictive world of the text and the real world of the
27
"The function of Fiction in Shaping Reality", Man and World 12(1979). p. 139; Citeret Vanhoozer, 1990. p.
97.