Indholdsfortegnelse

64 Symbol, metafor, fortælling
som". At se tingene således som de var, er en relation der forener identitet og forskel på en
måde, hvorved der opnås samstemmighed uden gentagelse!
e) Forholdet mellem historie og fiktion
Når Ricoeur søger at løse tidens aporetik, sker det, ved det han selv betegner som et poetisk
svar. Dette sker i anden sektion af fjerde del af Temps et Récit, som Ricoeur indleder: "The
time has come to test our major hypothesis of Part IV, namely, that the key to the problem of
refiguration lies in the way history and fiction, taken together, offer by reply of a poetics of
narrative to the aporias of time brought to light by phenomenology." (TN III, p. 99). I fænomenologien
er dikotomien mellem oplevet og kosmisk tid blevet spændt til det yderste, og
dermed er der åbnet et rum for en tredje tid, et rum i hvilket historisk fortælling og fiktiv fortælling
kan mødes, med hver deres sandhedskrav. Men Ricoeur må, for at kunne få et sådant
møde istand, finde mulige krydspunkter på trods af den asymmetri, der umiddelbart råder
mellem historie og fiktion. Historie og fiktion giver to forskellige svar på uoverensstemmelsen
mellem dødelig og kosmisk tid, der kan komplementere hinanden. Hvor historiens svar er
genindskrivning ved hjælp af de nævnte koblinger, fortidens spor, opdigter fiktionen imaginære
variationer af historiens kosmiske genindskrivning. Den tvang historieskrivningen er
underlagt, er sat ud af kraft i fiktionen, og dermed er der mulighed for at potentialisere den
fælles erfaring af tiden. Dette ryster det åg, som gælden til fortiden er, og frisætter nye muligheder.
De imaginære variationer får gyldighed af "evighedserfaringer". Men fiktionen er til
gengæld underkastet andre mere subtile former for tvang.
Dette er en ny asymmetri mellem fiktion og historie, men nu indenfor et fælles problemområde,
nemlig det som fænomenologien har formuleret. Fænomenologien er dermed trådt
ind som tredjemand, og har gjort fiktion og historie kommensurable, fordi de nu har et fælles
punkt i tidens fænomenologi og dennes aporier. Der kan dermed ske en krydsning af deres
forskellige intentionelle sigte. Den ene kan nemlig kun virkeliggøre sit sigte ved at låne fra
den anden, de må betjene sig af hinanden. På den ene side må historien gøre brug af fiktion.
Det imaginære fra fiktionen er tydeligt i fortidens karakter af "ikke-længere" og dermed "ikke-iagttagelig".
Koblingerne er opdigtede størrelser og relationen til fortiden ved hjælp af
sporets og fraværets stedfortræden er også et resultat af fantasien. Den nærværende bevidsthed
har et metaforisk forhold til det, som har været. På den anden side historiseres fiktionen,
idet den efterligner den historiske fortælling . At fortælle noget er at fortælle det, som om det
var sket. Den fiktive fortælling fremholder en kvasi-fortid, for den narrative stemme (den implicitte
fortæller). Når man træder ind i læsningen, går man med på, at det fortalte tilhører
fortællerens fortid.
Hermed er det skarpe skel mellem fiktion og historie blødt væsentligt op. Det er ikke længere
muligt at skelne mellem de fortællinger, der taler om virkeligheden eller om det reelle,