Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 63
må historikeren fortælle historien, og der bliver således en tilknytning her mellem det historiske
og det fiktive: historikerens forestillingsevne (imagination) lader ham se historiens adskilte
hændelser i sammenhæng; det er det samme som at udføre et emplotment. Det er den narrative
forståelse, som giver historievidenskab dets særstatus blandt humaniora. Historie er studiet
gennem emplotment af fortidige menneskelige handlinger. Historikeren behøver narrativ
kompetence, som er evnen til at følge en fortælling. At følge er at forstå. Den historiske forklaring
skal hjælpe til at blive bedre til at følge, dvs. forstå fortællingen. Men Historikeren er
ikke blot fortæller, og han kan ikke fortælle en hvilken som helst fortælling; han opspinder
ikke, men udøver research. Ricoeur citerer N. Frye: "Poets begin with the form, historians
move toward it." (TN I, p. 186). Fortiden sætter begrænsninger, idet historikeren er bundet af
den tredje af de koblinger, Ricoeur opregner mellem subjektiv og objektiv tid, nemlig fortidens
efterladte spor i dokumenter og monumenter. Sporet er et mærke efter noget fortidigt, et
nærværende tegn på en fraværende ting. Her kombineres en årsagsrelation med en betydningsrelation.
Historikeren arbejder epistemologisk med spørgsmålet om, hvad vi kan vide
om fortiden, men der er tillige et ontologisk spørgsmål angående fortidens "virkelighed", da
den jo ikke findes (mere) og dog gennem sporet er på én gang nærværende og fraværende.
Med sporet er det ikke fortiden, der træder frem for forestillingen, men sporet træder i stedet
for fortiden. En reference til fortiden er derfor altid en indirekte reference, fordi den går over
fortolkningen af sporet. Sporet har en repræsentations- og relationsstruktur, idet det både repræsenterer
fortiden og relaterer den til nutiden. Derfor opfattes fortidighed som både ikke
længere og endnu.
Ricoeur forsøger at beskrive dette med kategorier fra Platon, idet han ser fortidens fortidighed
under kategorierne: "the Same", "the Other" og "the Analogous"; det samme, det andet
og det analoge. (Jvf. TN III, pp. 143ff. og Kemp, ss. 59f.).
a) "Det samme" udtrykker historikerens opgave som geneffektuering af fortiden i nutiden.
Det drejer sig ikke om at genopleve, men at gentænke det, som en gang er tænkt, idet tanken
ses som det inderste i enhver oplevelse. Fortiden er derfor det, som kan gen-tænkes, og når
fortid og nutid kan ses under fortegnet "det samme" skyldes dette identiteten af den første og
den anden effekt af den samme tanke.
b) "Det andet" udgør en negativ ontologi om fortiden. Her tages udgangspunkt i en forskelstænkning,
sådan som det ses hos Dilthey, og historikerens mål bliver indlevelse i den
fremmede bevidsthed. Men gøres denne anderledeshed total bliver fortiden det uerkendelige,
og fraværet vil ikke kunne stå som stedfortræden for det, som i dag er fraværende. "Det andet"
må derfor nødvendigvis stå i dialektisk forhold til "det samme"
c) "Det analoge" bliver Ricoeurs løsningsforslag, med udgangspunkt i L. Rankes omdiskuterede
formålserklæring for historien: at beskrive fortiden "wie es eigentlich war" (TN III, p.
151). Ricoeur genfortolker det, idet han betoner den metaforiske betydning af wie, "således