Indholdsfortegnelse

62 Symbol, metafor, fortælling
c) Tidens apori og den tredje tid
Når Ricoeur nærmere skal bestemme indholdet af mimesisbegrebet, bruger han tidsproblemet
som prøvesten, under inddragelse af fænomenologi, historiografi og litteraturkritik. Fænomenologien
bliver inddraget for, som jeg har berørt det tidligere i et afsnit om Heidegger, at bringe
tidens apori ud i ekstremet, og dermed muliggøre en konfrontation mellem historiografi og
litteraturkritik. Historie og fiktion har nemlig hver sin replik til denne apori, en replik Ricoeur
betegner som en "poetik", idet de tilsammen producerer en løsning på tidens gåde, som Ricoeur
kalder den "historiske tid" eller den "menneskelige tid".
Der er, ifølge Ricoeur, tre tidens aporier (jvf. Kemp, s. 49): 1) Konflikten mellem kosmisk
og eksistentiel tid. 2) Vanskeligheden ved at tænke tidens tre ekstaser sammen til en helhed 3)
"Ufatteligheden" af tidens tilblivelse og den helt fundamentale måde, hvorpå vi er indfældet i
denne tid. Mens den anden apori er vanskelig at omfatte, fordi fortællingen kun i særformen
profeti griber fremtiden, men ellers er vendt mod fortid og nutid, og den tredje apori helt umulig,
oplyses den første apori i høj grad af fortællingen, som det understreges af den programmatiske
sætning: "....time becomes human to the extent that it is articulated through a narrative
mode, and narrative attains its full meaning when it becomes a condition of temporal
existence." (Ibid., p. 52). Ricoeur vil, som berørt tidligere i forbindelse med behandlingen af
Heidegger, forlige den objektive naturvidenskabelige tid og den subjektive oplevede tid, ved
at stille som mediation en tredje tid, nemlig et begreb om den historiske tid: "My thesis here is
that the unique way in which history responds to the aporias of the phenomenology of time
consists in the elaboration of a third time - properly historical time - which mediates between
lived time and cosmic time." (TN III, p. 99). Det er denne tid fortællingen skaber. Vi fortæller
nemlig historier for at orientere vores tidslige liv, for at gøre tiden menneskelig.
Allerede Kant har med sin "skematisering" påpeget en sammenhæng mellem imagination
og tid, men Ricoeur udvikler dette ved at vise, at det særlige ved den menneskelige tid er, at
den kommer til udtryk i et narrativt skema. Ricoeurs teori kan derfor kaldes en narrativ korrektion
af Kants skematisering. Fortællingen er anvendelig, fordi den svarer til menneskets
tilknytning til tiden og dens ekstaser: fortid, nutid og fremtid, og nogle har kaldt Ricoeurs
teori for et fundament for en "narrativ humanisme" (Vanhoozer, p. 101). Når Ricoeur skal
belyse tiden ved at lade den gå gennem fortællingens "gitter", sker dette som nævnt ved at
oprette en spænding mellem to hovedformer af fortællinger, som forholder sig forskelligt til
forholdet mellem fortælling og virkelighed. Det er historikerens fortælling og den fiktive fortælling.
d) Historikerens fortælling
Historievidenskabens arbejde er ikke en objektiv, empirisk opsamling og videregivelse af
fakta, eftersom en sådan er umulig. Det, som ikke findes mere, kan jo ikke vises frem. I stedet