Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 61
giver han allerede på dette tidspunkt retningen frem mod de større enheder, og her særligt
fortællingen.
b) Fra mening og reference til mimetisk proces
Ricoeur forlader i Temps et Récit Freges begreber om mening og reference og taler i stedet ud
fra et mimesis-begreb om konfigurering og nyfigurering. Det er fra Aristoteles, at Ricoeur
henter begrebet om mimesis, som en forestilling. Når en skuespiller forestiller en bestemt
figur, er skuespilleren mere end en efterligning, for der er noget skabende i hans forestillen.
Det er dette som adskiller mimesis fra efterligning og adskiller fortællingen som mimesis fra
en nøgtern "fotografisk" gengivelse. Ricoeur beskriver for fortællingens vedkommende tre led
i mimesisbegrebet (TN I, pp. 52ff.):
Mimesis1 er fortællingens præ-figuration. Fortællingen forudsætter en forståelse af det
daglige praktiske liv. Læseren finder mening i fortællingen, fordi han er fortrolig med det
daglige liv, som fortællingen forudsætter.
Mimesis 2 er fortællingens konfigurering. Det er det tema eller den pointe, som styrer fortællingen
og giver sammenhæng mellem dens enkeltdele, dette er fortællingens skabende led,
at etablere en orden. Det må være en orden som vi finder rimelig, ellers vil man som læser
afslå at følge fortællingen.
Mimesis 3 er ny-figureringen, som kun finder sted ved læsning og tilegnelse, her er det
nemlig læserens liv som ny-figureres.
Disse tre udgør ikke et enkelt forløb, men en mimetisk cirkel, der stadig fortsætter, idet
fortællinger selv giver og allerede har givet den praktiske forudforståelse, som er betingelsen
for forudforståelsen. Dette sker ikke blot, idet der modtages en viden om verden, men idet
verden er blevet ny-figureret, altså ændret, når vi næste gang går til fortællingen. Med en sådan
understregning af fortællingens skabende kraft modsætter Ricoeur sig en nedgørelse af
fortællingen som rent ornament. Fortællingen har sin egen logik, en "plottets organiserende
aktivitet". Emplotment er en slags poetisk ræsonnement, en imaginationens dom, der skaber
helheder af dele. Fortællinger har således to dimensioner: Det episodiske (og så ..og så..) og
det konfigurative (Mimesis 2, temaet). Det er den sidste, som giver en meningsfuld helhed til
enkeltepisoderne: "With narrative, the semantic innovation lies in the inventing of another
work of synthesis - a plot." (TN I, p. ix) Fortællingen bringer, ligesom metaforen, ting, der
tidligere var adskilte, sammen. Det er heri dens innovative kraft ligger, og det er dette Ricoeur
udnytter i sit forsøg på at overkomme tidens apori og bringe to tidsforståelser sammen i den
"menneskelige" (eller "historiske") tid.