Indholdsfortegnelse

60 Symbol, metafor, fortælling
Metaforen er symbolets semantiske overflade, men er alligevel mere end blot overflade. Metaforen
er det sproglige greb som muliggør, at diskursen kan nå længere end det umiddelbart
deskriptive, til en meningsskabende genbeskrivelse.
Fortælling
a) Fra metafor til fortælling
Med den indgående behandling af fortællingens fænomen i Temps et Récit kan Ricoeur siges
at være nået til den viljens "poetik", som han i sit tidlige forfatterskab bebudede, men dengang
aldrig skrev. Temps et Récit kan desuden ses som en bevægelse tilbage til den handlings-
(og viljes-) verden, som Ricoeur for en periode i 60’erne og 70’erne forlod til fordel for
spørgsmålet om tekst og fortolkning.
Ricoeurs forståelse af fortællingen ligger i klar forlængelse af hans arbejde med symbol og
metafor, og han kan således skrive: "[…] the relation between the literal meaning and the
figurative meaning in a metaphor is like an abridged version within a single sentence of the
complex interplay of significations that caracterize the literary work as a whole." (Interpretation,
p. 46). Ligesom der for både symbol og metaforer er en særlig betydningsbærende struktur,
som betinger en adækvat fortolkning, således har også teksten, på værkniveau, sin særlige
opbygning, der på særlig måde må tages hensyn til i fortolkningen. Dette værkniveau får en
central placering i Ricoeurs filosofi efterhånden som fortællingen rykker ind som primær kategori.
Den dobbeltmening, der er blevet forfulgt hos metaforen, svarer til et lignende samspil
af betydninger på værkniveauet, hvor fortællingen udspiller sig, som den vigtigste form for
kreativ diskurs. Ricoeur kan derfor sige om værkerne Rule of Metaphor og Time and Narrative,
at de udgør et par (TN I, p. ix). Både metafor og fortælling manifesterer det samme fænomen
af semantisk innovation. Mens metaforen skaber nye ligheder mellem ting, skaber fortællingen
en temporal enhed ud af en forskellighed af karakterer, hændelser, mål og årsager. "It
is this synthesis of the heterogenous that brings narrative close to metaphor." (Ibid.). Metafor
og fortælling er parallelle såvel med hensyn til deres meningsskaben som i henseende til
spørgsmålet om reference og sandhed. Også fortællingen genbeskriver virkeligheden. Den har
en andenordens reference, svarende til metaforen, der henviser til mulighed, nemlig en mulig
verden, som Ricoeur benævner "tekstens verden". Teksten er ikke bundet til forfatteren eller
samtalens ostensive reference, og er dermed frigjort til at referere til en meningsfuld verden.
Når Ricoeur i Rule of Metaphor knytter sin hermeneutik snarere til tekstniveauet end til det
symbolske sprog - "Today I should be less inclined to limit hermeneutics to the discovery of
hidden meanings in symbolic language and would prefer to link hermeneutics to the more
general problem of written language and texts." (Metaphor, p. 317; fra bordtalen 1971) - an-