Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 59
dels hos Heidegger, der priviligerer mulighed over aktualitet, men mangler midlet til at give
det udtryk. Ricoeur har fundet midlet til at udtrykke denne større virkelighed med det muliges
begreber, for mens det bogstavelige sprog kun kan tale om det aktuelle, og dermed begrænser
det virkelige, taler metaforen om det mulige som en del af virkeligheden: "The reference of
metaphorical utterance brings being as actuality and potentiality into play." 26
Der synes, ifølge Vanhoozer (Vanhoozer, p. 71), at være tre momenter i Ricoeurs forståelse
af metaforens reference. 1) Metaforen refererer til den aktuelle verden, men som en dynamisk
væren-i-proces, en "bliven". 2) Metaforen refererer til verden som mulighed og viser
altså ikke blot, hvad der aktuelt er, men hvilke muligheder der er. 3) Metaforen refererer til
verden i den forstand, at den ønsker at ændre den måde vi ser på verden. Det overskud af mening,
som ligger implicit i metaforen, svarer til et overskud af væren på det eksistentielle plan,
altså tilværelsen som mulighed. Derfor er metaforen det optimale redskab til en adækvat beskrivelse
af virkeligheden. Men dette medfører ikke en udelukkelse af en forklarende beskrivelse,
men dennes funktion er en "Johannes Døber-funktion", en vejbereder, og dens plads er
omvejen frem mod tilegnelsen af meningsoverskuddet.
c) Metafor, reference, sandhed
Idet metaforen implicerer en sådan ny værensforståelse, kan et korrespondens-sandhedsbegreb,
adequatio intellectus et rei, ikke længere benyttes. Metaforisk sandhed er at "se-som".
I metaforens dobbelthed af er og er-ikke rummes en sandhed om virkelighedens beskaffenhed
som dynamisk bliven og som mulighed. Men Ricoeur mangler et kriterium for sande / falske,
gode eller dårlige metaforer. En ytrings reference er jo ytringes sandhedskrav, men hvordan
afgøres det, om noget faktisk er muligt. Ricoeur opstiller et kriterium om illumination. Den
sande metafor oplyser min tilværelse, den gør min erfaring af verden mere meningsfuld.
d) Afrunding
Ricoeur konkluderer sin analyse af metafor og symbol i Interpretation Theory med en sammenstilling
af de to i paradokset: "On one side, there is more in the metaphor than in the symbols;
on the other side, there is more in the symbol than in the metaphor." (Interpretation, p.
68). Metaforen har sit fortrin deri, at den bringer symbolets implicitte semantik til orde. I metaforen
sker en distinktion og klargørelse af det, som i symbolet er sammenblandet. Symbolet
derimod er, modsat den rent lingvistiske metafor, todimensionalt, semantisk og ikkesemantisk.
Det ikke-semantiske moment binder symbolet, men giver det samtidig rødder og
kraft. Symbolet forbinder ved sin todimensionale struktur sproget og den ikke-sproglige virkelighed.
Metaforen, som er et rent indresprogligt fænomen, henter fra symbolet sin kraft til
alligevel at relatere det sproglige niveau til noget førsprogligt, til den menneskelige erfaring.
26 Metaphor. p. 307, citeret hos Vanhoozer, 1990. p. 70.