Indholdsfortegnelse

58 Symbol, metafor, fortælling
hævder, at også metaforen kan referere til en virkelighed udenfor sproget. En model har iflg.
Max Black, "the same structure of sense as a metaphor, but it constitutes the referential dimension
of a metaphor." (Ibid., p. 66). Den referentielle værdi er det, som opdages. Gennem
en model opdages nye egenskaber ved virkeligheden, og på samme måde er en metafor en
"model", der giver os ny information om verden, hvilket i begge tilfælde sker gennem en genbeskrivelse
af verden. Metaforen bryder i udgangspunktet al reference, men denne genskabes
på et højere niveau. Metaforen opnår, så at sige, sin reference på ruinerne af den bogstavelige
reference. I lighed med de videnskabelige modeller opnår metaforen gennem denne suspension
af en nøgtern beskrivelse evnen til en kreativ genbeskrivelse af virkeligheden. Der må
skelnes mellem skalamodeller, analoge modeller og de teoretiske modeller. Til belysning af
metaforer må alene anvendes de teoretiske modeller, hvor egenskaber ved modellen svarer til
egenskaber ved det undersøgte objekt. Vi forandrer det sprog, vi bruger om virkeligheden,
f.eks. ved forenkling, og gør dermed nye sammenhænge tilgængelige eller synlige, som derefter
kan anvendes i en genbeskrivelse af virkeligheden. Denne dobbeltbevægelse, fra virkelighed
til model til virkelighed findes også i metaforen. Her tages en egenskab eller karakteristika
ved et forhold eller fænomen og overføres til et andet felt, nemlig den bogstavelige mening
af den metaforiske diskurs. Den spænding, som består mellem disse, er det, som udløser et
fantasiens (imagination) arbejde, som er en genbeskrivelse af det oprindelige forhold, hvilket
udgør den af metaforen skabte meningsudvidelse. Gennem konfrontationen af et givet forhold
og noget for forholdet umiddelbart fremmed opstår en ny og dybere forståelse af forholdet.
Max Black kalder det at bruge et områdes sprog (den bogstavelige betydning af metaforen)
som en linse til at se et andet område med. Men skal dette give mening må der antages en
"isomorfi" mellem modellen og anvendelsesområdet, altså mellem den bogstavelige mening
og den intenderede mening i metaforen. Et forhold kan derfor ikke genbeskrives ved brugen
af en fuldstændig tilfældig diskurs, men kun hvor der er en sådan sammenhæng. Vi kan således
sige, at både den videnskabelige model og metaforen kun siger noget om sit objekt, virkeligheden,
gennem en omvej, en dobbeltbevægelse hen til og tilbage fra noget andet. Denne
omvej sigter mod at sige noget nyt, og ikke blot at beskrive det umiddelbart kendte og erkendte.
I metaforen er der ikke nogen direkte reference til virkeligheden, men en omskrivning af
denne.
b) Metafor, reference, virkelighed
En implikation af Ricoeurs teori om metaforens reference er nødvendigheden af en genbeskrivelse
af værens-begrebet. Hvad er væren, og hvad er virkelighed? Metaforen både udfordrer
og udvider vores koncept om virkeligheden. Det virkelige er ikke blot det aktuelt eksisterende,
men også det "mulige". Denne inkludering af det mulige har sin baggrund dels hos
Aristoteles, der beskriver metaforer som en beskrivelse af verden i aktivitet eller "bliven",