Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 57
teori. For det første kan levende metaforer ikke oversættes, fordi netop den meningsskaben,
som sker i og med metaforen, ikke kan genskabes med andre, men lignende ord, på det samme
eller et andet sprog. For det andet er en metafor ikke en diskursudsmykning, men en informationskilde,
som fortæller nyt om virkeligheden.
Under behandlingen af symbolet hed det afsluttende, at sproget kun fanger skummet på livets
overflade. Symbolet stikker i kraft af sit ikke-semantiske moment dybere end dette, mens
metaforen er et rent sprogligt fænomen. Er der da nogen sammenhæng mellem de to begreber,
og kan der bygges bro imellem dem? Ricoeur søger på tre felter at finder mediatorer: Deres
tidsmæssige udstrækning, udstrækningen af deres brug, og modelteori.
Først om metaforer og symbolers varighed. Ricoeur beskriver den sande metafor, som skaber
spænding og derved bidrager til en meningsskaben som den levende metafor. Men enhver
metafor står i fare for at stivne og dø. Dette sker når den vinder udbredelse og bliver almindeligt
kendt og dermed triviel (alle kender gådens løsning), indtil den nye betydning til sidst
indgår i ordets normale betydning og til slut indskrives i ordbogen som en "gravskrift" over
den nu døde metafor, f.eks. bordben. "There are no live metaphors in a dictionary." (Interpretation,
p. 52). For metaforen gælder derfor det paradoksale, at den nedbrydes ved brug. Jo
mere en bestemt metafor anvendes jo mere svækkes den. Kun som en usædvanlig og overraskende
diskursbegivenhed, kan metaforen yde den spænding som befordrer skabelsen af ny
mening.
Har metaforen da slet ingen overlevelsesmuligheder? Jo, metaforen redder sig fra forsvinden
ved hjælp af forbindelsesbetydninger. Den ene metafor fremkalder en anden, ja et helt
netværk af metaforer. De metaforer, som kan samle en række partielle, underordnede metaforer
og samtidig på et begrebsmæssigt niveau skaber en spredning med en række mulige fortolkninger,
benævner Ricoeur rod-metaforer. Disse metaforer kan på grund af denne dobbelthed
forblive uden at "dø". Disse rodmetaforer ligner ved denne evne til varighed symbolerne,
der har varighed på grund af deres rodfæstethed i den ikke-sproglige virkelighed. Om metaforers
hierarkiske konstitution mener Ricoeur, at vi kan se på metaforer på forskellige niveauer,
såsom i enkeltsætninger, hos en bestemt forfatter, eller i et større fællesskab, og finder da, at
nogle metaforer synes at blive brugt af alle mennesker. Disse metaforer minder ved deres udbredelse
om symbolerne, og hidrører sikkert fra en umiddelbar symbolik, dannet på baggrund
af fundamentale menneskelige erfaringer. Disse fundamentale symboler og det symbolsystem,
de udgør, kræver at blive bearbejdet og artikuleret af metaforen på et sprogligt, litterært niveau.
Omvendt kan symbolerne siges at udgøre metaforernes meningsreservoir.
Ricoeur anvender Max Blacks sammenligning af metafor og model til at belyse metaforens
referentielle dimension. G. Frege, der lancerede den nu klassiske skelnen mellem Sinn (betydning/mening)
og Bedeutung (reference), tillod kun bogstavelig reference og mente derfor
at poesi kun havde Sinn og ingen Bedeutung. Ricoeur vil gøre op med denne afgrænsning, og