Indholdsfortegnelse

56 Symbol, metafor, fortælling
men om den metaforiske ytring ("metaphorical utterance") (Interpretation, p. 50). Når læseren
i en tekst støder på en metafor, opdager denne ikke den metaforiske ytring som en anden
brug af et ord end den bogstavelige, men som en umiddelbart meningsløs diskurs, forårsaget
af en usædvanlig prædikation. Metaforen er der egentlig ikke i sig selv, men først når nogen
vil fortolke den diskurs, hvori den indgår, opstår den. Den spænding, som opstår ved metaforen,
er ikke en spænding mellem to led eller ord i metaforen, f.eks. kåbe og sorg, men en
spænding mellem to fortolkninger. Først er der en umiddelbar og bogstavelig fortolkning, som
viser sig at være absurd, hvorpå fantasien frembringer en ny metaforisk og meningsfuld fortolkning.
Der sker herved en meningsudvidelse i forhold til ordenes leksikalske betydning.
Når de ord, som indgår i metaforen, ikke er sammenstillede efter de sædvanlige regler for
disse ords brug, hvad begrunder da netop deres sammenstilling. Hvorfor er den nævnte absurditet
netop i dette tilfælde, ikke nonsens, men anledningen til en meningsudvidelse, som vi
benævner "metafor"?
Pragmatismen (bl.a. Stanley Fish 25 ) vil her sige, at det udelukkende er vores brug, ofte bestemte
af diskursens kontekst, som bestemmer, om vi anser noget for at være en metafor. Under
læsningen af et poetisk værk, vil vi i mødet med det umiddelbart absurde, f.eks. "en sorgens
løvsav", anstrenge os for at producere en mening, hvor vi i anden diskurssammenhæng,
f.eks. en naturvidenskabelig, ville have affærdiget den samme ytring som rent nonsens. Ricoeur
mener derimod, at der, udover konteksten, også i metaforen selv er noget, som angiver
dens særlige funktion, nemlig det overraskende moment, som chokerer og skaber spænding.
Ifølge den klassiske retorik, er der en lighed mellem det anvendte ords billedlige mening og et
andet udtryks bogstavelige mening, som kunne have været brugt i stedet for; det som nu siges,
den idé som udtrykkes, billedligt kunne også have været sagt bogstaveligt. Men set på sætningsniveauet
handler det ikke blot om en anden måde at sige det samme på, men om at to
idéer eller meninger støder sammen, nemlig den bogstavelige og den billedlige fortolkning,
som er forskellige. Det metaforiske består i at gøre kløften mellem de to mindre, for dermed
at muliggøre dette sammenstød. Denne sammenbringen består i, at der ses ligheder eller
slægtskab, som ikke tidligere har været erkendt. Metaforen bygger ikke på en almen anerkendt
lighed, men lader en ny hidtil uset lighed komme til syne. Metaforens resultat er dermed,
at der skabes ny mening. Det metaforiske kopula "Achilleus er en løve" er altid på en
gang et er og et er ikke og siger derigennem, hvad tingen er ligesom. Denne spændte sprogbrug
skal fastholde et spændt virkelighedsbegreb. Ricoeur betegner denne teori om metaforer
som en "spændingsteori" i modsætning til den klassisk-retoriske "erstatningsteori". Snarere
end at vække associationer er metaforen som en (spændende) gåde, læseren må løse. Ricoeur
drager af sin teori to konklusioner, som begge står i modsætning til den klassiske erstatnings-
25 F.eks. hans kendte eksempel hvor en række litteraturteoretikeres navne opskrevet på tavlen i én lektion, i den
følgende med en ny klasse præsenteres og af klassen analyseres som et digt! Fish, 1980. pp. 322ff.