Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 55
res med begrebet kåbe. Ved symbolet er der derimod ikke blot tale om udnyttelse af en lighed,
men der sker her en assimilering mellem symbolets momenter. Ligeledes sker der en assimilering
mellem den, som møder eller "deltager" i symbolet, og det, som symbolet betegner. Den
begrebsklarhed og indre distinkthed, som kendetegner metaforen, findes ikke i symbolet, hvor
tingene er mere sammenblandede, som f.eks. korset, der identificeres helt med det, som det er
symbol for.
c) Symbolets ikke-semantiske træk.
I symbolet er der træk, som ikke modsvares af noget element i metaforen; træk som stammer
fra symbolernes rodfæstethed i menneskelig erfaring, og som ikke kan behandles udtømmende
ved nogen lingvistisk eller logisk analyse. Symbolerne er bundet af og forbundet til ikkesymbolsk
eller præ-lingvistisk aktivitet. Ricoeur ser denne bundethed særligt indenfor tre områder:
psykoanalyse, poetik og religion. Denne bundet- eller rodfæstethed i livet selv giver
symbolerne en stabilitet og varighed, som metaforen, der til stadighed trues af stivning og
død, ikke har. Netop bundetheden er nemlig forskellen på symbol og metafor. Metaforen kalder
Ricoeur for "a free invention of discourse" (ibid., p. 61). Symbolet er derimod bundet til
kosmos, til verden udenfor sproget. Dette uden-for-sproget, som i symbolerne "beder om" at
kommer til orde, er altid noget "magtfuldt", "virkningsfuldt" og "kraftfuldt", der aldrig helt
udtømmes i sproget, som derfor kun "captures the foam on the surface of life." (Ibid., p. 63).
Metafor
Metaforen er, ifølge Ricoeur, en overraskelse i sproget, som hensætter læseren i det, Uggla
betegner som, en "semantisk choktilstand" (Uggla, s. 392). Hos Ricoeur indtager metaforen
ikke desto mindre en paradigmatisk stilling for tekstbegrebet som sådan, fordi den er eksemplet
par excellence på overskud af mening i sproget. Metaforbegrebet introduceres hos Ricoeur
for alvor i Interpretation Theory, men finder sin fulde udbygning i La Metaphor Vive.
a) Metafor og symbol
I Interpretation Theory stilles metafor og symbol, som nævnt ovenfor, op sammen, med
den hensigt at kortlægge hermeneutikkens mulige udstrækning. Hvor symbolet nu ses som en
dobbelthed af et semantisk og et ikke-semantisk lag, er metaforen et rent indre-sprogligt fænomen.
Den metaforteori som Ricoeur her udfolder skal kort opridses. I Aristoteles poetik var
metaforen blot en prædikation fra et fremmed felt, ved hjælp af en hvis lighed. Metaforens
formål var retorisk, nemlig at udsmykke diskursen, men den tilførte ikke ny mening. Ricoeur
tilslutter sig den moderne semantiks afvisning af denne teori. Metaforen findes ikke på ordniveauet,
men på sætningsniveauet, for først dér får ordene i det hele taget deres betydning. Det
er altså et hele, som udgør en metafor, og vi skal derfor ikke tale om ordets metaforiske brug,