Indholdsfortegnelse

54 Symbol, metafor, fortælling
sterium, at det taler og siger noget om væren. Ricoeur citerer i denne forbindelse Greimas:
"There is perhaps a mystery of language, and this is a question for philosophy; there is no
mystery in language." (Ibid., p. 77, min kursivering) og føjer til, at den mest poetiske og hellige
symbolik arbejder med de same semantiske variabler som det mest banale ord i ordbogen.
Symbolismens gåde befinder sig altså på manifestationsniveauet (parole), hvor værens overskud
af mening udtales i diskursens flertydighed.
I Interpretation Theory belyser Ricoeur symbolets fænomen yderligere ved hjælp af en
metaforteori. Han vender sig her eksplicit fra sin tidligere rent semantiske forståelse af symbolet
(Interpretation, p. 45). Målet er ved hjælp af både symbol- og metaforteori at kortlægge
hermeneutikkens virkeområde og at forsøge at slå bro mellem symbol og metafor. Men symbolet
er stadig konstitueret ved sin dobbeltmening, og det understreges, at denne mening er
vanskelig at få tag på, fordi den er udbredt til et bredt felt af undersøgelsesområder (psykoanalyse,
poetik og religionshistorie), og fordi symbolet sammenfører et lingvistisk og et ikkelingvistisk
diskursunivers. Det sproglige element i symbolet henføres til noget ikke-sprogligt.
Ricoeur søger på baggrund af en forud udfoldet metaforteori en afklaring af symbolet gennem
en karakteristik af både symbolets semantiske kerne og derpå af dets ikke-lingvistiske
lag.
b) Den semantiske kerne i symbolet
Et symbols semantiske træk er "the ones that relate every form of symbol to a language…"
(Ibid., p. 54). Det er disse træk, som er det fælles kendetegn for symboler, uanset inden for
hvilket felt de dukker op, og som gør at symbolet giver anledning til tænkning. Når denne
tænkning i form af lingvistisk eller logisk analyse søger at forklare symbolets mening, bliver
det klart at den umiddelbart tilgængelige sproglige mening peger hen på noget andet, og at der
dermed er et meningsoverskud.
I Ricoeurs metaforteori, som er en "spændingsteori" på diskursniveauet, skaber fantasien
en drejning af ordene, en nyfortolkning, fordi den umiddelbare fortolkning ikke giver mening.
Det meningsoverskud, som ligger i og med denne nyfortolkning, svarer til det meningsoverskud,
som er til stede i symbolet, i dobbeltheden af umiddelbar bogstavelig og skjult mening.
Denne sekundære, ikke-semantiske mening er kun tilgængelig gennem den primære, semantiske
mening, og de er derfor begge uundværlige. Vi kan med andre ord ikke trække den skjulte,
symbolske mening frem og beskrive den med et umiddelbart, bogstaveligt sprog. Den er
kun tilgængelig netop som symbolsk mening. Og egentlig er det mere rammende, fremfor at
tale om to betydninger, at tale om symbolet som en bevægelse, der fører fra et niveau til et
andet. Metaforen ægger fantasien til ved hjælp af lighed at skabe en ny mening. For eksempel
vil udtrykket, ”han bærer en kåbe af sorg”, udvirke forestillinger om, hvorledes han sørger,
nemlig på en måde som har lighed med træk ved en kåbe, uden at denne sørgen nu identifice-