Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 53
i artiklen The Problem of Double Meaning.. Her siges det om symbolets oprindelse: "Symbolism
occurs because what is symbolizable is found initially in nonlinguistic reality…" (Conflict,
p. 66). Og symbolismen markerer sprogets gennembrud til noget andet, en åbning mod
den ikke-sproglige verden. Skal vi forsøge at skabe, fremfor en modsætning, en sammenkædning
af disse to momenter, symbolet som dobbeltmening og som åbning mod verden, kan vi
sige, at symbolet åbner sproget mod verden derved, at det ved dets dobbeltstruktur åbner meningens
mangfoldighed mod værens dobbelttydighed.
Ricoeur behandler i nævnte artikel symbolismen på tre niveauer. Den ovenfor nævnte åbnen-mod-verden
udtrykker symbolets funktion behandlet på det hermeneutiske niveau. Derefter
behandles symbolet på to semantiske 24 niveauer, det leksikaltsemantiske og det struktureltsemantiske
niveau. På det leksikaltsemantiske niveau, ordniveauet, kan mangetydigheden
ganske enkelt beskrives som ordets mulighed for at have mere end én betydning; eller set diakront:
at et ord over tid kan ændre betydning. Enhver spænding mellem en given og en latent
betydning i symbolet er borte, eftersom der her blot er tale om parallelle betydningsmuligheder.
Da denne bestemmelse kun er gældende for sproget som system (langue), kan vi sige, at
symbolet på diskursniveauet (parole) registrerer en meningseffekt, der er konstrueret på basis
af en elementær funktion ved ordene, nemlig deres meningskapacitet. Symbolets polysemi er
dermed ikke, som man i det videnskabelige sprog ville anse det for, en svaghed eller misbrug
af sproget, men tværtimod en udnyttelse af muligheder, der ligger i sprogets konstitution og
funktion. På det struktureltsemantiske tegnniveau søges efter symbolets mulighedsbetingelser
og i sprogets strukturer, hvorud fra dets meningseffekt ligeledes begrundes. Diskursens mening
bestemmes af dens kontekst, og den symbolske ytrings tvetydighed er da et udtryk for at
konteksten ikke indskrænker diskursens isotopi fuldstændigt, men tillader et vist spektrum af
mulige betydninger. Hvor den leksikale semantik byggede på ordenes isotopi, lanceres denne
isotopi af den strukturelle semantik på diskursniveauet. Men begge steder antages det lingvistiske
univers´ lukkethed som udgangspunkt for en indre-sproglig analyse. Den semantiske
tilgang åbner mulighed for en sådan rigoristisk analyse, der kan rodfæste symbolismen i en
universel sprogets funktion, men symbolet ophører her, ifølge Ricoeur, med at være en gåde.
Symbolet ses ikke her som ydende, men blot som et udtryk for sprogets mangfoldige mening.
Dette må føre til et spørgsmål på et andet niveau: Med hvilket formål skabes der tvetydighed
i diskursen? Den strukturelle analyse afdækker symbolets konstitution i sproget, men står
uden svar på den symbolske tvetydigheds formål i diskursen, fordi den netop ved sin begrænsning
til den indre sproglige har afskåret sig selv fra det sprogets "vidunder", som er
symbolets funktion og mission. Symbolet aktualiserer at sproget er ekspressivt, at det siger
noget, et noget som ikke kan gribes af en ren indresproglig analyse. Dette er et sprogets my-
24
"Semantisk", her om tegnene i sproget og ikke, som i Ricoeurs senere brug, om sætningen og i modsætning til
semiotik. Jvf. Fortolkningsteori. s. 113 note 2a).