Indholdsfortegnelse

Symbol, metafor, fortælling 51
afspejler teksters overskud af mening, som bliver afgørende både for fortolkningsteorien og
ikke mindst for Ricoeurs tale om det religisøe sprog. Denne disponering underbygges tillige
af Riocoeurs egen påpegning af en udvikling igennem og en tæt sammenhæng mellem de tre
niveauer. Afsnittet om fortælling, vil udover spørgsmålet om mening, behandle fortællingsteorien
i Temps et Récit mere bredt.
Indledning
Gennem sidste halvdel af Ricoeurs forfatterskab er et af de afgørende omdrejningspunkter
spørgsmålet om forholdet mellem tekst og virkelighed. Der kan følges en udvikling fra symbolteorien
i La symbolique du mal videre til metaforteorien, der når sit højdepunkt i La Metafor
Vive, og endelig frem til fortællingen som den centrale kategori i det sene forfatterskab.
Men fokus ligger hele vejen på sprogets skabende evne i dikotomien mellem tekst og virkelighed.
Ricoeur udvikler gennem dette arbejde både sin ontologi og hermeneutik med afgørende
konsekvenser for både tekst og fortolkningsteori.
Dobbeltmening i sproget
Udgangspunktet for hele symbol-, metafor- og fortællings-, tekst- eller værkteorien er en
struktur som er fælles for disse, nemlig deres "dobbeltmening", at der bag den umiddelbare
mening skjuler sig en anden mening. Denne tanke findes i teologisk sammenhæng både hos
Paulus (Galaterbrevet kap. 4 vers 24) og senere i den såkaldte "firefoldige skriftudlægning"
byggende på Skriftens fire meninger: Bogstavelig, allegorisk, moralsk og opbyggelig (Pedersen,
1989, s. 73). Ricoeur begrunder sprogets "dobbeltmening" eller "mangfoldige mening"
dels psykoanalytisk dels ud fra en religionsfænomenologisk analyse. I første tilfælde er den
skjulte mening noget fordækt som fortolkningen må afsløre, i andet tilfælde en implicit rigdom
fortolkningen skal tilegne sig.
I psykoanalysen knytter tanken om dobbeltmening sig til drømmenes billedverden og til
det forhold, at "as a man of desires I go forth in disguise - larvatus prodeo." (Freud, p. 7). Forstillelse
og ubevidst selvcensur betyder, at en (egentlig) mening skjuler sig, bag det der siges.
Sproget selv har en sådan dobbeltmening og fungerer dermed som et skjul for begæret og en
forstyrrelse, som psykoanalysen må søge at trænge ind bagved. Religionsfænomenologien ser
anderledes på sprogets dobbelte mening. Den er mulighedsbetingelsen for at det numinøse,
det hellige, kan åbenbare sig Sproget, der på en gang taler og skjuler noget, svarer til, at det
guddommelige skjuler sig, idet det viser sig.
Ricoeur ser gennemgående sprogets dobbelte mening, dets tvetydighed, som en ressource,
bl.a. fordi det herved svarer til virkeligheden, som heller ikke er entydig. Han går her imod
positivismen, som har forsøgt at udbrede det videnskabelige sprogs tilstræbte eliminering af
flertydigheden til andre diskursområder som det etiske, æstetiske og religiøse. Når Ricoeur