Indholdsfortegnelse

1 Indledning
Indledning 5
Introduktion
Studiet af tekster har i kristendommen fra tidligste tid været kilde til erkendelse og tro. På de
hellige teksters vidnesbyrd grundlagde man kirke og teologi, og siden har tekststudium - i
første række fortolkning af de bibelske skrifter - stået centralt for begge. Skiftende tiders læsninger
og fortolkninger har været præget af skiftende metoder og tilgange: allegoriske, firefoldige,
bogstavelige, psykologiserende, afmytologiserende osv., og bibelstudiet har til stadighed
stået i et vekselvirkningsforhold til det omgivende samfunds filosofi og læsemetoder.
Givet er det tillige, at der til alle tider - lige fra de første menigheders stridigheder om brugen
af de jødiske skrifter - ikke har været enighed om, hvorledes de skrifter, man anså for hellige
skrifter, skulle forstås, endsige hvorledes de overhovedet skulle læses og fortolkes. Disse problemstillinger
har gennem de sidste årtier fået nyt liv og ny aktualitet foranlediget af vendingen
mod sproget i det 20. århundredes filosofi, der har bevæget sig fra ontologi og epistemologi
til en beskæftigelse med tilværelsens sproglighed og sproget som menneskelig tilgang til
virkeligheden. Hertil føjer sig en videnskabsteoretisk kritik, som ud fra en problematisering af
hævdelsen af universelle sandheder gør op med forestillingen om forudsætningsløs forskning
med objektive kriterier for mening og sandhed.
De fleste teologiske eksegeter har efterhånden i større eller mindre grad inddraget disse
nye sprog- og tekstteorier i deres metoder og udfører nu feministiske, semiotiske, strukturalistiske,
og dekonstruktivistiske læsninger. Dette sker som oftest som en supplering af de allerede
anvendte, f.eks. historisk-kritiske metoder. Mange er imidlertid gået et skridt videre og
lader det ikke forblive ved et metodespørgsmål, men skaber i stedet narrativ teologi, dekonstruktiv
teologi osv.. Dette kan ses som en indikation af, at en litterær teori og dens metoder
ikke er blot et "uskyldigt" redskab, men både forudsætter, implicerer og udtrykker et bestemt
virkelighedsbillede med både filosofiske og teologiske konnotationer. Er dette tilfældet, behøver
eksegesen religionsfilosofiens gennemtænkning af disse forhold.
Med udgangspunkt i denne tese vil der i indeværende opgave blive redegjort dels for den
franske filosof Paul Ricoeurs tekst- og fortolkningsteori, som profiterer fra en bred vifte af
filosofier og sprogteorier i det 20. århundredes sprogfilosofi, dels for den amerikanske teolog
Hans Freis tænkning om tekst og fortælling og om teologi og filosofi, som bringer forholdet
mellem tekstfortolkning og virkelighedsbillede til diskussion. Denne redegørelse munder ud i
et konkluderende afsnit, hvori et ekskursivt indføjet eksempel på en eksegetisk metodedebat i