Indholdsfortegnelse

Hvad er en tekst? 49
ket hele. Den verden, som teksten peger på og åbner sig mod, er en verden, som teksten selv
åbner, en mulig verden, foran teksten og foran læseren. Tekstens verden peger mod noget
reelt, fordi det er en verden som læseren kan tage imod, leve og bo i. Teksten går altså i udfoldelsen
af denne verden ud over sig selv. I Temps et Récit forlader Ricoeur Freges begreb
om reference og taler i stedet om en ny-figurering, fordi reference uvilkårligt giver associationer
til en beskrivelse af det aktuelt eksisterende, mens ny-figurering understreger sprogets
evolutionære kraft. Begrebet "tekstens verden" er den krumtap i Ricoeurs bestræbelse på en
formidling mellem hermeneutik og strukturalisme, som både skal redde teksten fra indespærring
i sig selv og være anknytningspunkt for læserens tilegnelse af teksten. Jeg skal senere se
på, hvorledes Ricoeur underbygger begrebet gennem en ontologisk ekspansion af det virkeliges
område.
Teksten som paradigme
Teksten er for Ricoeur ikke blot interessant i sig selv, men også fordi den kan stå som paradigme
for flere andre undersøgelsesfelter, hvilket medfører, at hermeneutikken kan udvides til
et langt større område end det tekstuelle. Således anvender Ricoeur i artiklen "Tekstmodellen:
Meningsfuld handling betragtet som en tekst" (Kilder, ss. 137ff.) teksten som paradigme for
den menneskelige handling, som er humanvidenskabernes objekt. Max Weber definerer dette
objekt som "sinnhaft orientiertes Verhalten" (citeret ibid., s. 146), og Ricoeurs undersøgelse
gælder at påvise, at dette "sinnhaft orientiertes" er handlingens "læselighedstræk". Han udfolder
derpå i artiklen, hvorledes træk ved den meningsfulde handling svarer til tekstens grundlæggende
kendetegn 22 . For det første, at handlingen besidder et noema, som kan løsrives fra
selve handlingen som begivenhed, og blive et objekt for forskningen. For det andet, at handlingen
undslipper sin udfører, idet den sætter et "mærke", og dermed efterlader et spor i verden.
For det tredje har handlinger (ihvertfald nogle) en vigtighed, som rækker udover deres
relevans i situationen. De formår at få relevans i nye situationer. Og for det fjerde er den menneskelige
handling som et åbent værk, der henvender sig ikke blot til den handlingen er rettet
mod eller udført for, men potentielt set til alle, eller med Hegel, historien selv som Weltgericht.
Derpå gennemfører Ricoeur for handlingens fortolkning dobbeltbevægelsen fra forståelse
til fortolkning til forståelse. Også den menneskelige handling må både forklares og forståes.
Forklaringen er mulig, fordi handlingsverdenen rummer strukturer, der svarer til dem
semiotikken afdækker i sproget. Forståelse er nødvendig, fordi den ikke udelukkes, men
tværtimod højnes af den forudgående forklaring, som bringer forståelse fra naiv overfladiskhed
til tilegnelsen af en dybdessemantik, som er tekstens egen (ikke forfatterens). Også de
sociale strukturer i handlingsverdenen rummer nemlig en dybdesemantik, fordi de peger mod
22 Se dette afsnits indledning.