Indholdsfortegnelse

48 Hvad er en tekst?
der en distancering mellem det sigende og det sagte (ordene og det de siger), som udgør mulighedsbetingelsen
for den skriftlige fikserings distancering af diskursen. Det er det sagte,
dvs. diskursens mening og ikke tale-begivenheden, som forbliver i skriften og skrives ind i
teksten. I skriften sker dermed en løsgørelse af meningen fra begivenheden, som også potentielt
er til stede i talen, og som Ricoeur benævner "tekstens semantiske autonomi". Ricoeur kan
defor også kalde skriften (writing) for "the full manifestation of discourse." (Interpretation, p.
25f.). Ricoeur former i denne forbindelse den vigtige sætning: "If all discourse is actualized
as an event, all discourse is understood as meaning." (Ibid., p. 12). Skriften er altså ligesom
talen en diskursbegivenhed, men en anden mulig begivenhed.
b) Tekstens dobbelte mening
Ricoeur udnytter i sin tænkning om tekstens mening tillige sin teori om symbolers og metaforers
meningsoverskud. Han kan således om teksten sige, at den kan: "be defined in semantic
terms by the relation between primary and secondary meanings in it." (Ibid., p. 78). En teksts
sekundære meninger åbner for en række fortolkningsmuligheder, svarende til at et objekt,
f.eks. en skulptur, betragtet fra forskellige synsvinkler, giver anledning til forskellige billeder,
der hver for sig er passende, men aldrig udtømmende. Dette betyder dog ikke, at teksten udgør
et ubegrænset meningspotentiale åben for enhver fortolkning. Svarende til at det er en
bestemt figur, som beskues fra forskellige vinkler, udgør også teksten en afgrænsning: "The
text presents a limited field of possible constructions." (Ibid., p. 79). I afsnittet Symbol, metafor,
fortælling vil jeg se mere indgående på spørgsmålet om tekstens mening som stedet for
sprogets og værens meningsoverskuds tilsynekomst.
Tekstens reference
Den distancering af diskursen som den skriftlige fiksering indebærer, har også betydning for
tekstens reference til en verden udenfor teksten selv. Talen om sprogets reference viser tilbage
til G. Freges distinktion mellem Sinn og Bedeutung, hvor Bedeutung angiver det, der siges
noget om, hvorimod Sinn, angiver det, der siges. Diskursens subjekt ønsker at sige noget om
noget (til nogen), og det der tales om er diskursens reference. Ricoeur tillægger sætningen den
referentielle funktion. Her modsætter han sig semiotikkens tegnlære med dens idé om det enkelte
tegn som refererende. Men ved skriften er den referentielle funktion langt mere kompliceret
end i talens umiddelbare ostensive reference, hvor "[m]eningen (sens) går op (meurt) i
referencen og denne igen i udpegningen (monstration)." (Kilder, s. 106). Denne umiddelbare
reference suspenderes ved diskursens fiksering, men dette betyder ikke, at der, som strukturalismen
postulerer, slet ingen reference er. Ellimeneringen af den umiddelbare reference åbner
nemlig op for andre referencer af en anden karakter. Teksten refererer ikke ved at pege på
objekter i en verden bag eller før teksten, men den udgør på den anden side heller ikke et luk-