Indholdsfortegnelse
Share Embed Flag
Download ePaper

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse

ep.teologi.dk
from ep.teologi.dk More from this publisher
26.07.2013 Views

46 Hvad er en tekst? og dermed fra sprogets eget område. Men med en sådan udvidelse af de strukturalistiske metoder placeres teksterne i en hvis forstand under langue, og ikke som forventeligt under parole. Ricoeur understreger derfor også, at denne udvidelse af struktursystemet i langue til også at gælde tekstniveauet kun er én mulig tilgang af flere og ikke udtømmende for sagen. Ricoeur kritiserer således både Lévi-Strauss og Roland Barthes, fordi de indskrænker sig til det forklarende arbejde med enheder større og mindre end sætningsniveauet og dermed springer over sætningen, som er fortællingens vigtigste enhed og irreducibel til en sprogets kode indenfor langue. Sætningsniveauet har sine egne koder, som Ricoeur bekskriver som en sammenvævning af identifikations- og prædifikationsfunktioner. b) Tekst er skrift Tekstdefintionen ovenfor fremhæver for det andet teksten som skreven diskurs. Tekst er skrift. Ricoeur behandler i sin analyse skriftens fænomen under to hovedpunkter (Interpretation, pp. 25ff.). For det første om skriftens mulighedsbetingelse i dialektikken mellem begivenhed og mening; for det andet om den distancering, der følger af diskursens skriftlige fiksering. I skriften fikseres diskursen og ikke sproget som system (langue). I talen forsvinder diskursen straks der er talt, men i skriftens gives diskursen varighed. Ricoeur understreger i sin fortolkningsteori, at det ikke er tale-begivenheden, men det "sagte" i talen, talebegivenhedens mening, som nedfældes i skriften. En direkte nedfældning af diskursen uden omvejen over talen er litteraturens særlige variant. Her er sket en let forskydning i talemåden i forhold til "Hvad er en tekst?", hvor det var en afgørende pointe, at skriften ikke er nedskreven tale. På baggrund af hvad Ricoeur i første del af fortolkningsteorien har udviklet om forholdet mellem begivenhed og mening, kan han nu præcisere, at det er det som i talebegivenheden ses som dens mening, der nedfældes, når diskursen bliver til skrift i stedet for tale. Hvad enten omvejen altså gøres over en forudgående talen eller ej, er det i intet tilfælde en tale-begivenhed som begivenhed, der fikseres i teksten. Dette forhold mellem begivenhed og mening vil blive behandlet nærmere i afsnittet "Tekstens mening". Udover skriftens vedvaren er distancering den vigtigste særegne egenskab ved den skrevne diskurs. Den skriftlige nedfælding komplicerer nemlig forholdet mellem diskursen og dennes subjekt. Både tale og skrift er udtryk for en intentional udvendiggørelse af diskursen, idet et subjekt bevidst sætter tegn i verden. Men når denne udvendiggørelse sker i skriften, er den forbundet med en distancering, som giver den skrevne tekst "autonomi". Teksten er autonom overfor forfatterens intention, overfor den oprindelige kulturelle situation og overfor de oprindelige modtagere. (Handling, s. 150). Diskursen undslipper ved fikseringen for det første forfatteren, og der opstår, hvad Ricoeur benævner en "semantisk autonomi". Forfatteren er ikke længere herre over teksten eller dens mening. På baggrund af dialektikken mellem begi-

Hvad er en tekst? 47 venhed og mening 20 fremgår den afgørende pointe, at det sammenfald mellem talerens mening og diskursens mening, der fremgår af talerens umiddelbarhed i forhold til talebegivenheden, forsvinder ved skreven diskurs. Diskursen undslipper forfatterens intention, og tekstens mening er ikke forfatterens mening 21 . At teksten transcenderer forfatterintention og dens sociologiske ramme, betyder frigørelse fra en begrænsning, teksten kan noget mere, end hvad forfatteren kunne have tænkt, mere end hvad den sociologiske kontekst kunne have fostret. Teksten adskiller sig fra samtalen, der er kontekstbundet, ved denne evne til at dekontekstualisere sig og rekonteksutalisere sig. Men Ricoeur er påpasselig med ikke at drive autonomiens konsekvenser for vidt, idet han på den ene side afgrænser sig overfor den såkaldte intentionale fejlslutning, men samtidig også overfor, hvad han kalder, "den absolutte teksts fejlslutning", strukturalismens forfatterløse tekst. En tekst er fortsat noget, som nogen vil sige til nogen. Der består således en dialektik mellem forfatterens mening og tekstens mening. Forholdet mellem tekst og læser er ligeledes mere komplekst end forholdet mellem tale og lytter. Teksten som skrift venter på og kalder på en læsning. Ja, at en læsning er mulig skyldes netop, at teksten ikke lukker sig om sig selv, men er åben imod noget andet. Med nedskrivningen får diskursen et principielt set uendeligt antal læsere, og dermed også et ubegrænset antal fortolkninger, eftersom der består en dialektik mellem læserens og tekstens bestemmelse af tekstens mening, svarende til dialektikken i forholdet mellem tekst og forfatter. Denne polyvalens udgør ikke et problem, men en ressource, og er, både i sin hidrøren fra tekstens frigørelse fra forfatter og oprindelig kontekst og som konsekvens af læserskarens mangfoldighed, den positive mulighedsbetingelse for fortolkningen. Kun hvor entydigheden ophører, bliver der plads for fortolkningen. I den skrevne diskurs er entydighedens begrænsning brudt. Tekstens mening Som berørt ovenfor understreger Ricoeur i opgør med den romantiske hermeneutik, at tekstens mening ikke er forfatterens mening. Tekstens mening udspringer i stedet af tekstens sag. Dette skal indkredses nærmere ved at se på forholdet mellem begivenhed og mening. a) Begivenhed og mening Skriften har mulighedsbetingelse i og udfolder den dialektik mellem begivenhed og mening, som konstituerer diskursen som et hele. Den dialektiske enhed af begivenhed og mening findes på sætningsniveauet. Diskursen som begivenhed er flygtig, men begivenhedens mening er vedvarende, og det er denne som nedfældes i skriften og dermed bevares. I diskursen selv er 20 Se nedenfor. 21 Ricoeur afslører enkelte steder vanskeligheden ved en opgivelse af forfatterintentionen, når han selv henviser til denne eller bruger den som et argument og f.eks. forudsætter en kontinuitet hos samme forfatter mellem forskellige værker. (Jvf. G.J. Laughery, "Reading Ricoeur: Authors, Readers, and Texts" in European Journal of Theology, IX (2000):2, pp. 159ff).

46 Hvad er en tekst?<br />

og dermed fra sprogets eget område. Men med en sådan udvidelse af de strukturalistiske metoder<br />

placeres teksterne i en hvis forstand under langue, og ikke som forventeligt under parole.<br />

Ricoeur understreger derfor også, at denne udvidelse af struktursystemet i langue til også<br />

at gælde tekstniveauet kun er én mulig tilgang af flere og ikke udtømmende for sagen.<br />

Ricoeur kritiserer således både Lévi-Strauss og Roland Barthes, fordi de indskrænker sig<br />

til det forklarende arbejde med enheder større og mindre end sætningsniveauet og dermed<br />

springer over sætningen, som er fortællingens vigtigste enhed og irreducibel til en sprogets<br />

kode indenfor langue. Sætningsniveauet har sine egne koder, som Ricoeur bekskriver som en<br />

sammenvævning af identifikations- og prædifikationsfunktioner.<br />

b) Tekst er skrift<br />

Tekstdefintionen ovenfor fremhæver for det andet teksten som skreven diskurs. Tekst er<br />

skrift. Ricoeur behandler i sin analyse skriftens fænomen under to hovedpunkter (Interpretation,<br />

pp. 25ff.). For det første om skriftens mulighedsbetingelse i dialektikken mellem begivenhed<br />

og mening; for det andet om den distancering, der følger af diskursens skriftlige fiksering.<br />

I skriften fikseres diskursen og ikke sproget som system (langue). I talen forsvinder diskursen<br />

straks der er talt, men i skriftens gives diskursen varighed. Ricoeur understreger i sin<br />

fortolkningsteori, at det ikke er tale-begivenheden, men det "sagte" i talen, talebegivenhedens<br />

mening, som nedfældes i skriften. En direkte nedfældning af diskursen uden omvejen over<br />

talen er litteraturens særlige variant. Her er sket en let forskydning i talemåden i forhold til<br />

"Hvad er en tekst?", hvor det var en afgørende pointe, at skriften ikke er nedskreven tale. På<br />

baggrund af hvad Ricoeur i første del af fortolkningsteorien har udviklet om forholdet mellem<br />

begivenhed og mening, kan han nu præcisere, at det er det som i talebegivenheden ses som<br />

dens mening, der nedfældes, når diskursen bliver til skrift i stedet for tale. Hvad enten omvejen<br />

altså gøres over en forudgående talen eller ej, er det i intet tilfælde en tale-begivenhed<br />

som begivenhed, der fikseres i teksten. Dette forhold mellem begivenhed og mening vil blive<br />

behandlet nærmere i afsnittet "Tekstens mening".<br />

Udover skriftens vedvaren er distancering den vigtigste særegne egenskab ved den skrevne<br />

diskurs. Den skriftlige nedfælding komplicerer nemlig forholdet mellem diskursen og dennes<br />

subjekt. Både tale og skrift er udtryk for en intentional udvendiggørelse af diskursen, idet et<br />

subjekt bevidst sætter tegn i verden. Men når denne udvendiggørelse sker i skriften, er den<br />

forbundet med en distancering, som giver den skrevne tekst "autonomi". Teksten er autonom<br />

overfor forfatterens intention, overfor den oprindelige kulturelle situation og overfor de oprindelige<br />

modtagere. (Handling, s. 150). Diskursen undslipper ved fikseringen for det første<br />

forfatteren, og der opstår, hvad Ricoeur benævner en "semantisk autonomi". Forfatteren er<br />

ikke længere herre over teksten eller dens mening. På baggrund af dialektikken mellem begi-

logo

products

Resources

Company

Terms of service
Privacy policy
Cookie policy
Cookie settings
Imprint
Change language
Made with love in Switzerland
© 2024 Yumpu.com all rights reserved

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!