Indholdsfortegnelse

Hvad er en tekst? 45
Tekst er diskurs, der er fæstnet ved skriften
Ricoeurs tekstteori tager sit udgangspunkt i diskurs, der til forskel fra den talte diskurs er nedskrevet.
Således lyder den korte foreløbige definition i en artikel fra 1970 med titlen "Quest
ce qun texte?", Hvad er en tekst? (Kilder, s. 101ff.): "Vi kalder tekst enhver diskurs, der er
fæstnet ved skriften." (Ibid., s. 102). Disse to momenter, at tekst er diskurs og at tekst er skrift,
disponerer det følgende.
a) Tekst er diskurs
Diskursbegrebet får i Ricoeurs tekstteori en usædvanlig central placering. Denne tætte sammenknytnig
af tekst og diskurs understreges når Ricoeur præciserer, at hermeneutikkens objekt
ikke er teksten, men "the text as discourse or discourse as the text" (Semeia, p. 67). Ricoeur
giver flere definitioner af diskurs. Diskurs er "sproget som begivenhed eller brugen af
sproget" (Kilder, s. 138) og står således som modstykke til sproget som sprogsystem. En tekst
er en aktuel brug af sproget, som bærer det præg at være fikseret i skriften. En tekst er dermed
ikke blot en bevarende gengivelse af en brug af sproget, f.eks. en mundtlig brug i talen, men
er selv en sprogbegivenhed. Den diskurs som er nedskrevet kunne også have været talt. Ricoeur
definerer ligeledes diskurs som "actualization of language in a speech-act based on a
kind of unit irreducible to the constituents of language as 'code'. This basic unit...is the sentence."
(Semeia, p. 66). Karakteren af tale-handling fastholdes ved nedskrivningen som tekst,
på trods af den øgede distancering i forhold til taler og oprindelig kontekst. Teksten er stadig
en diskurs, med taler, en verden og en interpersonel dialog. I Saussures skelnen mellem langue
og parole tilkendes langue af lingvisterne forret på grund af dens vedvarende beståen,
modsat parols flygtighed. Ricoeur vender tingene på hovedet og giver prioritet til parol, fordi
den besidder aktualitet, mens systemet er ren potentialitet, der blot venter på at aktualiseres i
diskursen. Ricoeur afviser desuden også at diskursen - som en skelnen mellem langue og parole
ofte medfører det - skulle være noget flygtigt. Diskursen har både på sætnings- og tekstniveau
sine egne strukturer.
Med hensyn til tekstniveauet udvider Ricoeur i tilslutning til Lévi-Strauss de regler, som
lingvistikken har opstillet for sprogets korteste enheder, fonemer og leksemer, til også at gælde
dets længste enhed, teksten. Lévi-Strauss har arbejdet med myter og påpeget, at myten
består af enheder, som han kalder mytemer, hvis indbyrdes sammenhæng kan analyseres, på
samme måde som sprogets mindste enheder kan analyseres ud fra deres indbyrdes forhold og
forskelle. Hermed kan der arbejdes forklarende og systematisk på tekstniveauet svarende til,
hvad man kan, når der ses på sproget som system, langue. Dermed kan den strukturalisme,
som vil indskrænke sig til dette niveau forkastes, ligesom også Diltheys kritik af det forklarende
moment (fordi han så det som et lån fra naturvidenskaberne og derfor humanvidenskaberne
uvedkommende) må afvises, idet forklaringen nu kan hente sine regler i lingvistikken