Indholdsfortegnelse

44 Hvad er en tekst?
skaber, i virkeligheden ikke er bestemt af sætningen selv, men af den større sammenhæng
sætningen indgår i, nemlig teksten. Men her er stadig kun tale om perspektiverende antydniger.
I Interpretation Theory fra 1973 er teksten trådt i centrum, idet Ricoeur nu har taget skridtet
fra en symbolhermeneutik til en teksthermeneutik. I indledningen hedder det således, at det
centrale problem der vil blive behandlet, er "language as a work." (Interpretation, p. xi). I
fortolkningsteoriens anden artikel, "Speaking and Writing", introduceres de litterære genrer
som betydningsfulde ikke blot for fortolkning, men også for diskursproduktionen. Det er ikke
primært læseren, men forfatteren, som anvender genrer som meningsafgrænsning eller meningsskaben.
Disse genrer er ikke blot skriftkoder på linie med f.eks. fonologiske og leksikalske
koder, der er nemlig tale om et spring fra sætningen til den større tekstlige enhed. Et
spring, fordi teksten ikke blot er en tilfældig sammenstilning af sætninger, idet helheden er
noget mere end summen af delene (Jvf. også Kilder, s. 159). Spørgsmålet er hvilke regler, der
gælder for opbygningen af et sådant hele og tilsvarende for dens tolkning. Ricoeur pointerer
sådanne reglers indifferens overfor dikotomien mellem tale og skrift. At frembringe en sproglig
enhed længere end sætningen, f.eks. et digt eller en afhandling, er både i tale og skrift, et
arbejde, et håndværk, og genrerne er regler for dette arbejdes udførelse. Den større sproglige
enhed betegnes svarende hertil som et værk. Når dette værk er skrifligt udarbejdet, besidder
det den selvstændighed, som, ifølge Ricoeur, er karakteristisk for skriften modsat talen. Skriften
(papir og blæk) er det materiale forfatteren som en håndværker bearbejder, og hvor ud af
han skaber sin "skulptur", sit værk.
I den fjerde artikel præciseres det, at eftersom værkets specifikke struktur "cannot be derived
from that of the single sentences, the text as such has a kind of plurivocity, which is
other than the polysemy of individual words, and other than the ambiguity of individual sentences.
This texutal plurivocity is typical of complex works of discourse and opens them to a
plurality of constructions." (Interpretation, p. 77). Tekstens struktur kan indadtil beskrives
som en helhed, der viser sig som et "hierarchy of topics", og betinger udadtil, at teksten må
vurderes som en individuel størrelse forskellig fra andre tekster, uanset at de f.eks. tilhører
samme genre. Som et sidste punkt knytter Ricoeur specifikt et litterært meningspotentiale an
til symbolets og metaforens meningsoverskud i kraft af deres sekundære, billedlige mening.
Men også her distancerer han sig fra sin tidligere anknytning af hermeneutikken alene til det
symbolske og metaforiske niveau, idet dette felt ikke dækker den litterære komposition, med
den for denne særegne meningsskaben, som hermeneutikken også må omfatte.
Ricoeur påpeger således en særskilt meningsskabende funktion for både ord, sætning og
tekst, men gennem forfatterskabet sker en panorering fra de mindre enheder til de større. Begrebet
"tekst" skal således i det følgende ikke ses som en differentiering blandt de tre til fordel
for teksten som værk.