Indholdsfortegnelse

Hvad er en tekst? 43
kategori, men stadig med diskursen som fortolkningens rod. Denne bevægelse fra mindre enheder
til de større har sin parrallel i forfatterskabet i linien fra symbol til metafor til fortælling,
som er emnet for næste afsnit.
I artiklen "Struktur, ord, begivenhed" (1967) 19 peger Ricoeur på "ordets komplekse enhed"
som stedet, hvor det afgørende sker. Ordet er på den ene side mindre end sætningen og på den
anden side mere. Ordet er mindre end sætningen, fordi der ikke er noget ord før sætningen.
Før ordet tages i anvendelse, er det blot en forskel i systemet og en uendelig henvisnig i ordbogen
til andre ord. Men når ordet bruges og indgår i sætningens kontekst, får det betydning:
"Ordet benævner på samme tid som sætningen udsiger." (Sprogfilosofi, s. 42). Ordet er altså
"krystalliseringspunktet", hvor struktur og begivenhed i sproget, langue og parole krydses. På
den anden side er ordene også mere end sætningen, fordi ordet som en del af sprogsystemet
har blivende karakter (modsat sætningens flygtighed), og fordi ordet ved sin polysemi rummer
mere end det, som kommer til udtryk i den enkelte sætning. Ordet har dels en synkron polysemi:
at det til et givet tidspunkt har mere end én betydning, og en diakron polysemi: at det
over tid optager stadig nye betydninger i sig. Samtidig begrænses ordets polysemi, fordi det
indgår i sprogsystemet og står i forskel til andre ord, som derved "indeslutter" ordet i et vist
muligt betydningsfelt. Ricoeur taler derfor om en "ordnet polysemi": "Ordene har mere end én
mening, men de har ikke en uendelighed af mening." (Ibid., s. 44).
Fra Bénveniste optager Ricoeur terminologien, semantik som sætningslære versus semiotik
som tegnlære for systemet, og benytter dette til at understrege semantikkens primat. Det er
nemlig på sætningsniveaut, at sproget i talebegivenheden fremtræder som diskurs. Som nævnt
ovenfor, og som det senere vil ses i metaforteorien, har sætningen meningsskabende funktion
som afgrænser af ordenes polysemi, idet den udgør den nærmeste kontekst for de ord, som
indgår i den. Ricoeur siger, med et udtryk lånt fra Greimas, at sætningen som diskurs indfører
en isotopi, dvs. et emneområde, som derpå gælder for alle sætningens ord. Sætningen som
kontekst viser os, om ordet "bud" er en befaling eller en stik-i-rend-dreng. Hvor sætningen
muliggør flere isotopier samtidig og dermed ikke indsnævrer ordenes betydning til én, er der
tale om en metafor.
Det videre perspektiv til teksten som helhed anslås allerede i samme artikels indledning:
"...jeg vil til sidst [i dette essay] antyde, at der måske er andre vigtige trin, f.eks. teksten, hvis
indre sammenhæng stiller krav om en anden slags indsigt end den, hvormed man forstår sætningen
og ordet, der indgår deri. ...hvis sproget nogetsteds fatter tilværelsen, må det nemlig
være på et trin for manifestering og virkelighed, hvor der gælder helt andre love end på de
lavere trin." (Ibid., s. 27 ). Og i sine afsluttende "antydninger" (ibid., s. 46) berører Ricoeur
igen denne udviddelse af konteksten fra sætning til tekst, idet den isotopi, den enkelte sætning
19 Artiklen indgår i Le conflit des interprétations, her citeret efter d.o. i Sprogfilosofi.