Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 41
arbejder den i en epistemologi, der understreger erkendelsens grænser. Senere kan Husserl
siges igen at tage et subjekt orienteret synspunkt op, idet han bygger sin fænomenologi på
menneskets umiddelbare erfaring af verden. Fra en viljesfilosofisk vinkel vil også Jaspers
hævde subjektet, nemlig som frit, modsat den årsagsbestemte verden i øvrigt. Overfor denne
linie har jeg set på, hvorledes Hegel i en decentrering af subjektet gør op med subjektet som
det givne og i stedet taler om en bliven, som finder sted i mødet med det andet. Problematiseringen
af subjektet uddybes hos Freud, som udsletter idéen om en umiddelbar og sikker selverkendelse.
En epistemologi kan derfor heller ikke bygges på et sådant, givet cogito. Heidegger
(og med ham - i kristen klædedragt - Marcel) søger at overkomme denne vanskelighed
ved i stedet at fokusere på værensspørgsmålet og menneskets indfældethed i verden. Det er
den handlende og ikke den erkendende omgang med verden, som er udgangspunktet. Denne
løsning rækker ikke for Ricoeur, fordi den ikke tager erkendelsesvanskeligheden og ikke
mindst sprogets problem alvorligt. Filosofiens opgave er beskæftigelsen med mennesket og
dets verden. Skal filosofien kunne sige noget om dette, er den henvist på refleksionen, men
refleksionen er igen henvist på sprog og fortolkning. Denne er en fortolkning af de tegn, som
er sat af kulturen og mennesket selv i verden. Sådanne tegn kan udgøres blandt andet af symboler
og tekster. Når Ricoeur arbejder intensivt med netop symboler, metaforer og litterære
tekster skyldes dette, at han er inde i en kritik af kulturen, som han mener sidder fast i en videnskabelig
synsvinkel, som lukker af for de i princippet vigtigste ting i livet (Uggla, s. 179).
En sådan kritik forstærkes også af, at disse dobbeltmenings- eller mangetydige udtryk i sproget
svarer til selve refleksionens natur, hvor vi må bevæge os frem fra en umiddelbar til en
reflekteret forståelse.
Det virkelighedsbegreb, der fremstår hos Hegel om virkelighedens nærhed i erfaringen og
om sammenhængen mellem erkendelse og tilblivelse, og som videreføres i Husserls "Lebenswelt"
og Heideggers In-der-Welt-Sein, er grundlæggende for Ricoeurs tanker om tekstlæsningens
mål og mening. Tekstens mening er tekstens "sag", og dens "reference" er tekstens
verden, som den projicerer frem. Når teksten således siges at have en verden, er der ikke
blot tale om en afbildning af en real verden eksisterende uafhængigt af teksten. Den verden,
som er tekstens og som vi bliver en del af når vi lever os ind i fortællingen, er den reale verden.
Dette bliver naturligvis bestemmende for fortolkningens mål og metode. Tekstens formål
er jo ikke at give læseren information om en anden virkelighed, som denne deler med forfatteren;
teksten er så at sige deres fælles verden. Derfor spørger Ricoeur til teksten og ikke til
forfatterintentionen eller de første læseres forståelse. Når sprogligheden gives primat forud
for både epistemologi og ontologi devalueres virkelighedens fakticitet til fordel for virkelighedens
mening, når sproget ikke - som hos f.eks. Wittgenstein - opfattes som en afbildning,
men som en fortolkende gengivelse af virkeligheden og bevidstheden. I fortolkningen står
mening som et formål, og med udbredelsen af hermeneutikken til hele det erkendelsesmæssi-