Indholdsfortegnelse

40 Filosofiske linier hos Ricoeur
priation of our effort to exist and of our desire to be by means of the works which testify to
this effort and this desire." (Ibid., p. 18).
I en sammenfatning af den psykoanalytiske, den teleologiske og den religiøse hermeneutik
kan Ricoeur konkludere, at der i alle tre sker en decentrering af selvet, en opgivelse af den
umiddelbare selvbevidsthed, som nødvendiggør, at selverkendelsen går omvejen over fortolkningen
af tegn i verden og kulturen, altså af de tegn subjektet selv og mennesket som sådan
har sat. Selvet, som kun opnås på denne måde, er altså afhængigt af eksistensen, hvad enten
denne ses som subjektets arkæologi, åndens teleologi eller det helliges tegn. Ricoeur regner
denne tilknytning til eksistensen for fortolkningens ontologiske implikationer (ibid., p. 23).
Der er en tæt sammenhæng mellem selvforståelsen og forståelsen af de symboler, som bl.a.
psykoanalysen har påvist betydningen af: "...The understanding of multivocal or symbolic
expressions is a moment of self-understanding; the semantic approach thus entail a reflective
approach. But the subject that interprets himself while interpreting signs is no longer the
cogito: rather he is a being who discovers, by the exegesis of his own life, that he is placed in
being before he places and possesses himself. In this way, hermeneutics would discover a
manner of existing which would remain from start to finsih a being-interpreted." (Ibid., p.
11).
I dialektikken mellem arkæologi, teleologi og eskatologi er en ontologisk struktur manifesteret.
Subjektet, der er præget af en række indbyrdes kæmpende fortolkninger, er givet netop
i denne dialektik, hvor fortolkningerne tenderer mod at samles til en helhedsforståelse, af
hvem jeg er. Hermeneutikken (som betegnelse for fortolkningsfeltet) er dermed uundgåelig.
d) Afrunding
Der synes, både i løbet af Ricoeurs forfatterskab og som princip i hans filosofiske tænkning,
at være en (nødvendig) bevægelse fremefter fra en filosoferen om mennesket til udfoldelsen
af en hermeneutik. Når Ricoeur fra filosofihistorien nemlig opsamler et dobbelt angreb på
erkendelsen rettet mod både erkendelse sikret ved tingenes erkendbarhed og mod dens sikring
gennem subjektet selv, fører dette ham frem til fortolkning som formidlingen fra perception til
erkendelse. En fortolkning der ikke har karakter af bevis, men af fortløbende produktiv "konflikt".
Delkonklusion
I dette afsnit har jeg behandlet en række af de filosoffer (samt Freud), der har stået som
grundlag for eller haft indflydelse på Ricoeurs filosofi. Jeg har forsøgt at vise, hvordan disse
kan opstilles omkring det centrale spørgsmål om subjektet, der tillige har afgørende betydning
for en epistemologi. Således sker der med Descartes en afgørende vending, som stiller subjektet
som udgangspunkt og centrum for filosofien. Denne bevægelse følges op af Kant, der ud-