Indholdsfortegnelse

c) Eksistens og hermeneutik 16
Filosofiske linier hos Ricoeur 39
Denne vigtige artikel, som også tidligere har været berørt 17 , behandler det principielle forhold
mellem eksistensfilosofi og hermeneutik, og danner så at sige en bro i forfatterskabet mellem
viljesfilosofi og sprogfilosofi. Den vanskelighed der tillige rejser sprogets problem er spørgsmålet
om kommunikation: "In expressing itself, how can life objectify itself, and, in objectifying
itself, how does it bring to light meanings capable of being taken up and understood by
another historical being, who overcomes his own historical situation?" (Conflict, p. 5).
Heidegger går, som tidligere nævnt, det Ricoeur kalder "den korte vej", eftersom han går
direkte til værens niveauet, hvor han ser forståelse, ikke som subjektets selverkendelse, men
som en værens måde. Men denne korte vej forbigår helt sprogets problem. Hvis forståelse er
en værensform, er det indenfor sprogets sfære, vi kan observere dette. Vi kan altså ikke gå ud
fra væren som det umiddelbart givne, for også det kender vi kun gennem sproget og fortolkningen.
Men en sådan semantisk tilgang medfører samtidig en refleksiv tilgang, når værens
tegn fortolkes, fortolker subjektet samtidig sig selv og erkender i denne proces, at det var sat i
væren, før det blev bevidst herom. Dette udstikker den lange rute, Ricoeur selv vil gå. Et fælles
element som findes fra eksegese til psykoanalyse er "a certain architecture of meaning,
which can be termed 'double meaning' or 'multiple meaning' whose role…is to show while
concealing." (Ibid., p. 12). Dette bygges på en kort analyse af de tre mistankens mestre, og
denne dobbeltmening får tillige betegnelsen "symbol" 18 . "Language itself, as a signifying milieu,
must be reffered to existence." (Ibid., p. 16). Sproget må henregnes til eksistensen, men
skal semantik og ontologi således føres sammen, sker det kun via en "omvej", som er refleksionen,
der er leddet mellem forståelsen af tegn og selvforståelsen. Fortolkning handler altid
om at gribe over en fjernhed, og gøre sig samtidig med en tekst. Herved tilvinder læseren sig
ny viden, men hermed får denne også større viden om sig selv, da selvforståelse jo netop opnås
gennem fortolkning af de tegn eksistensen ("kulturen") sætter i verden. Ricoeur kan således
sige: "Every hermeneutics is thus, explicitly or implicitly, selfunderstanding by means of
understanding others." (Ibid, p. 17).
Men hvad er så forholdet mellem begær og betydning, mellem sprog og liv? Når dette
spørgsmål søges besvaret, er det i et forsøg på at lade refleksionen transcendere (sig selv) i
retning mod eksistensen. "It is the task of this hermeneutics to show that existence arrives at
expression, at meaning, and at reflection only through the continual exegesis of all the significations
that come to light in the world of culture." (Ibid., p. 22) og "Reflection is the appro-
16 Conflict. pp. 3ff.
17 Afsnittet om Heidegger, denne opgave ss. ??.
18 Det er denne henføring af dobbeltmeningen til "symbolet", som Ricoeur senere udvider til at omfatte også
metaforen på sætningsniveauet og fortællingen på tekstværk-niveauet.