Indholdsfortegnelse

38 Filosofiske linier hos Ricoeur
Ricoeur blev således ført fra en viljesfilosofi til sprogfilosofi. Dette blev befordret af yderligere
fire forhold: En beskæftigelse med psykoanalysen, strukturalismens blomstring i Frankrig,
spørgsmålet om det religiøse sprog, og den Anglo-amerikanske dagligsprogsfilosofi.
1) Psykoanalysen. Ricoeur omtaler i denne forbindelse en reduktiv hermeneutik hos Freud,
Marx og Nietzsche. Denne hermeneutik ser symbolerne som ødelagte udtryk for relationen
mellem begæret og overjegets repressivitet, og vil forstå symbolet ved at reducere det. Heroverfor
står den hermeneutik, som vil gensamle symbolets oprindelige mening. Ricoeur vil
samle disse to og dermed skabe en bevægelse fra en første til en anden, postkritisk, naivitet.
2) Strukturalisme. Her var tale om en "ideologisering" i filosofien af en metode i lingvistikken,
der bygger på, at sproget er et system før det bliver anvendt sprog, og at sprogets
mening er at søge på systemniveauet (langue hos Saussure). Strukturalismens enorme (men
kortvarige) dominans i Frankrig tvang også Ricoeur til at beskæftige sig med denne, men -
som altid - i et forsøg på at opstille en konstruktiv dialektik. Hér gør han det ved at stille
strukturalisme og hermeneutik overfor hinanden. Dette førte bl.a. Ricoeur til at se meningen i
teksten, fremfor at se meningen bag teksten (i forfatterens intention m.v.).
3) Det religiøse sprog. Her tænker Ricoeur særligt på den post-Bultmannianske skole med
Ebeling og Fuchs. Disse så i forhold til Bultmann mere på forholdet mellem formen af den
religiøse diskurs og det teologiske indhold; hvad er f.eks. forholdet mellem en fortælling eller
en salme, og det de hver især kan sige om Gud eller det transcendente? Der behøves her en
ramme som kan forbinde bibelsk hermeneutik til en generel hermeneutik. Her skal den bibelske
hermeneutiks særegenhed ikke forklejnes, men udvikles på baggrund af en generel hermeneutik.
4) Dagligsprogsfilosofi. Både fænomenologi og hermeneutik vil kunne drage nytte af at
beskæftige sig med denne filosofi. Ricoeur skelner mellem dagligsproget og et ideal-sprog, da
førstnævnte ikke har fæstnede udtryk, der er uafhængige af deres kontekstuelle brug. At forstå
diskurs er at fortolke aktualiseringen af dets polysemiske værdier i overensstemmelse med
konteksten. Det som sker i tekstfortolkningen er langt mere komplekst, men har dog rod i
dagligdagssproget.
Ricoeur lægger således ikke skjul på, hvorledes ydre forhold har været medbestemmende
for udviklingen i hans tænkning. Denne udvikling har haft karkater af et linguistic turn svarende
til det, jeg tidligere har beskrevet for filosofien som sådan. Men dette indebærer ikke en
fornægtelse af det tidligere arbejde, men vendingen ses som en fortsættelse af dette arbejde.