Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 37
livet som gave, men dette fører ikke til en determination, men stiller os overfor livet som en
opgave, vi må påtage os i frihed. Denne dobbelthed af gave og opgave udgør, ifølge Uggla,
grunden for det, han kalder "Ricoeurs kommunikative antropologi" (ibid., s. 361), mennesket
som modtagende og givende i en fundamental gensidighed med verden.
Fra eksistens til sprog - fra sprog til eksistens
a) Indledning
Der er ovenfor blevet redegjort for en række filosofiske ”indslag” i Ricoeurs filosofi, disponeret
efter og med vægt på spørgsmålet om subjektet. Dette spørgsmål bliver dog først for alvor
interessant for en undersøgelse af tekstteorien, hvis der kan påvises en sammenhæng mellem
subjekt og fortolkning, mellem antropologi og hermeneutik. I dette afsnit skal først ses på
dette spørgsmål indenfor forfatterskabets udvikling frem til 1971, således som Ricoeur selv
har redegjort for den. Derefter skal der ses mere principielt på betydningen af selv-reflektion
for forholdet mellem eksistens og hermeneutik.
b) "From existentialism to the philosophy of language"
Ricoeur gennemgår i en tale 15 sin egen filosofiske løbebane frem til 1971, og viser hvordan
han er blevet ført frem til en øget beskæftigelse med sproget, som på det tidspunkt jo først
lige havde taget sin begyndelse, der kunne pege frem på de hovedværker, der senere skulle
komme. Ricoeur blev først henledt på sprogets betydning gennem arbejdet med værkerne
Fallible Man og The Symbolism of Evil, hvor han ville bringe spørgsmålet om ondskab og
synd ind i sin tidligere udkastede viljesfilosofi. Tidligere arbejdede han ud fra det, han nu
beskriver som en eksistential fænomenologi, der ikke rejste sproget som et problem, fordi et
direkte sprog (svarende til i dagligsprogsfilosofien) blev taget for givet. Men i arbejdet med
skyld vakte det eftertanke at der her altid bliver talt i billeder og symbolsprog, og ikke direkte.
Disse symboler var desuden indfældet i myternes fortælling. Det blev altså nødvendigt at udarbejde
en hermeneutik for disse symboler. Dermed var sprogfilosofien trådt ind på viljesfilosofiens
område, og måtte her tage højde for et indirekte, metaforisk sprog i symboler og myter.
Dette førte til en tæt sammenknytning af symbolisme og hermeneutik, hvor disse i Freud
and Philosophy defineres ud fra hinanden. Hermeneutik blev da forstået som decifrering af
indirekte mening. (En forståelse Ricoeur siden har bevæget sig væk fra, for i højere grad at
knytte den an ved det skrevne sprog og tekster som særegen størrelse i forhold til f.eks. sætningen.)
15 Optryk af en "bordtale" holdt i 1971. Gengivet som appendiks i Metaphor. pp. 315ff.