Indholdsfortegnelse

36 Filosofiske linier hos Ricoeur
vid. Mennesket er sat blandt andre mennesker, og her bliver kommunikationen vigtig. Marcel
taler om denne som et kærlighedens mysterium, mens Jasper omtaler den med termer som
konfrontation og konflikt, men også i sammensætningen kærlighedskamp. Ricoeur mener, at
alternativet til objektivismen og de absolutte sandhedskrav ikke er subjektivistisk relativisme,
men kommunikation, som en "kærlighedskamp" og en fælles søgen efter sandhed. Det er denne
kommunikation, Ricoeur udfolder som en fortolkningernes konflikt. Kærlighedsmomentet
sikrer at det ikke bliver til en gold krig, en eklekticisme hvor den stærkeste vinder, og kampmomentet
sikrer mod en relativisme, hvor ethvert synspunkt holdes for sandt.
d) Afrunding
Hvilket jeg eller hvilken antropologi fremstår da i denne spænding mellem centrering og decentrering?
Ricoeur betegner det selv visse steder som et "'såret' cogito" (bl.a. Conflict, p.
173). Hermed fastholder han mennesket som det tænkende væsen, der lever i bevidsthed om
sin eksistens og sine muligheder. Mennesket kan og vil uvilkårligt stræbe efter at gøre sig
tanker om sig selv og om verden. Disse tanker, og de erkendelser mennesket gør sig, er ikke
intuition eller absolut viden, men finder sted gennem stadige fortolkninger og er derfor altid
tilnærmelser til en forståelse. Dette er cogito´ets sårethed, at det lever i (begærets) forstillelse
også overfor sig selv, og dermed kun besidder selverkendelse (og derigennem erkendelse i
øvrigt) som et mål og en opgave. Subjektet er i sin selvforståelse henvist på fortolkning:
"…the subject that interprets himself while interpreting signs is no longer the cogito: rather he
is a being who discovers, by the exegesis of his own life, that he is placed in being before he
places and possesses himself. In this way, hermeneutics would discover a manner of existing
which would remain from start to finsih a being-interpreted." (Ibid., p. 11). Ved denne anknytning
af tanken om mangetydige meninger til selv-erkendelsen transformeres cogito´et,
idet det bliver sprængt, men også beriget og uddybet ved tilknytningen til hermeneutikken.
Cogito´s sprængning og afsløring som falskt umuliggør subjektet som menings oprindelse.
Først gennem fortolkning af de repræsentationer og handlinger, i hvilke mennesket har objektiveret
sig, både individuelt og kollektivt, opnås erkendelse og mening.
Mennesket finder i sin selverkendelse sig selv som allerede sat i verden, dvs. som skabt.
Ricoeurs kristne grundindstilling holder, ifølge Uggla, hans antropologi på den "skarpe æg":
"Att Ricoeurs decentrering av subjektet inte resulterar i en föreställning om subjektets död,
liksom hans centrering av subjektet inte resulterar i en humanistisk antropocentrism, hänger
intimt sammen med det faktum att hans antropologiska överväganden är inspirerade av en
judisk-kristen skapelsestanke." (Uggla, s. 360). Ifølge Uggla peger dette skabelsesperspektiv
på et ontologisk grundet overskud af mening, og han mener, at Ricoeurs antropologi generelt
bæres af en tillid / tiltro til, at tilværelsen er bærer af et overskud af eksistens og mening.
Mennesket er både modtagende og aktivt, derfor kan vi modtage overskud, idet vi modtager