Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 35
er dermed ikke længere selvfundering, fordi jeg lytter til noget, som går forud for mig. "Listening
excludes founding oneself." (Figuring, p. 224). At lytte indebærer altså en opgivelse af
selvets ønske om at mestre, at skabe sig selv. Det er den filosofiske hermeneutiks opgave at
guide os gennem denne opgivelse af både objekt og subjekt frem til en mere originær sprogmodus,
hvor Gud benævnes. (Dette svarer til den dobbelte kopernikanske vending: centrering
og decentrering af subjekt) Denne lytten er udtryk for en post-kritisk anden naivitet.
I en artikel om psykoanalyse og strukturalisme afrunder Ricoeur således: "...the philosophy
of the subject that holds a future is...the philosophy which will be able to project a new receptive
sructure for including in its thought both the lessons of psycoanalysis and those of semiology."
(Conflict, p. 262f.). Han udstikker derpå denne retning. Refleksion over det talende
subjekt placerer overvejelser ud fra psykoanalysen i nyt lys: Psykoanalysen kunne ikke røre
cogito´s uimodsigelighed, men blot problematisere dens hvad, og vise at der er tale om en
falsk selvbevidsthed. Freud placerer ligesom Hegel og andre eksistensakten på begærets akse.
Instinktet går forud for bevidsthed. Sum går forud for cogito. Og nu om sproget: sum går forud
for jeg taler. Filosofien bevæger sig mod jeg taler med udgangspunkt i jeg er. Opgaven for
en filosofisk antropologi er at vise, i hvilke ontiske strukturer sproget forekommer. En hermeneutisk
filosofi må vise hvorledes fortolkning når til In-der-Welt-Sein. Først er der In-der-
Welt-Sein, derpå forståelse, derpå fortolkning, derpå sigen (ibid., p. 266). Sproget er skabt
således, at det er i stand til at angive den eksistensgrund, som det selv udgår fra og at genkende
sig selv som en værensmåde, om hvilken den selv taler. Der er en levende cirkel mellem at
udtrykke sig og at blive-udtrykt.
Den hermeneutik, som refleksiv filosofi må inkludere, må ikke begrænses til meningseffekter
og dobbeltmening: det må være en hermeneutik af jeg er. Kun således kan illusionen
om det subjektive cogito besejres. Alene denne jeg er-hermeneutik kan inkludere både den
apodiktiske (uimodsigelige) sikkerhed af det kartesianske cogito og usikkerheden og illusionen
om selvet og den umiddelbare bevidsthed. Stillet side om side: Vishedens Jeg er og tvivlens
Hvem er jeg?. Ricoeur finder således hos både Freuds psykoanalyse og i religionsfænomenologien
en decentrering af subjektet (men med vidt forskellig begrundelse og sigte), som
må lede til en tænkningens ydmyghed overfor dens opgave at beskrive mennesket i verden, og
ikke mindre, overfor at tale om det transcendente, om Gud.
c) Marcel og Jaspers
Gennem en samstilling af Marcel og Jaspers 14 når Ricoeur frem til en forestilling om den
menneskelige eksistens mellem inkarnation og frihed. Både livet og friheden er en gave, der
rummer en opgave. Inkarnationen hos Marcel medfører ikke mennesket som et isoleret indi-
14
Gabriel Marcel et Karl Jaspers, philosophie du mystére et philosophie du paradoxe (1948), jvf. Uggla, ss.
68ff.