Indholdsfortegnelse

34 Filosofiske linier hos Ricoeur
om. Men dette forhold må i følge Ricoeur ikke føre til en uproblematiseret subjektivisme,
hvor subjektet tages for givet, både med hensyn til dets at og dets hvad. Et jeg er ikke noget
man bare er, men noget man bliver og må tilegne sig. Denne lektie har både Hegel - m.h.t. det
processuelle, og mistankens mestre, Marx, Nietzsche og Freud - m.h.t. den problematiske
selverkendelse at bevidstheden er falsk bevidsthed, lært os. Desuden påpeger både Heidegger
og Marcel på hver sin måde, at subjektet heller ikke er selvberoende, hverken i sin eksistens
eller sin erkendelse, men altid finder sig selv som inkarneret In-der-Welt-Sein. Subjektets
"udspændthed" kulminerer i den religiøse tydning, at mennesket, ved sin arché, er skabning
og har fået livet givet, og dermed er helt og holdent henvist på sit ophav i noget større, Gud,
og modsat, som et telos, peger udover sig selv mod en eskatologisk fuldendelse.
b) Freud og religionsfænomenologi
Det muligvis mest ekstreme eksempel på en tolkningernes konflikt ses i forholdet mellem en
religionsfænomenologisk og en psykoanalytisk tilgang til religion, som Ricoeur stiller dem op
mod hinanden i artiklen "The Hermeneutics of Symbols: II" (Conflict, p. 315ff.). Religionsfænomenologien
er for det første deskriptiv og ikke forklarende. Det vil sige omhandlende
religionens hvad og ikke dens hvorfor. Og dette hvad, som er intenderet i religionen, er det
hellige. For det andet er der i religionsfænomenologien en sandhed i symbolerne. For det
tredje ses der på symbolernes ontologiske betydning. Ricoeur henter her tanken om en "værens
stemme" fra Heidegger, og dermed tanken om at sproget snarere er talt til end af mennesket.
Religionsfænomenologiens beskæftigelse med symboler er en vending mod det hellige.
Heroverfor stilles psykoanalysen: For det første med en funktionel fortolkning af religionen
overfor den objektorienterede tilgang i fænomenologien. Det er også her vigtigt at huske,
at Freuds ambition med psykoanalysen ikke indskrænker sig til det psykiatriske, men går videre
til at se den som en generel hermeneutik. Freuds tilgangsvinkel er en drifternes økonomi
som en forklaringsmodel, der også anvendes på det religiøse fænomen. For det andet: illusion
overfor sandhed. Hvor religionsfænomenologien ser på sandhed forstået som "opfyldelse"
eller "fuldstændighed", fokuserer psykoanalysen på religion som en (nyttig) illusion i samfundet.
Det vigtige er religionens funktion i drifternes økonomi. Religionen opfindes for at
beskytte mennesket mod naturens kræfter (i mennesket selv). For det tredje: Det undertryktes
genkomst overfor erindringen af det hellige. Her gælder det, hvorledes religionen som illusion
er opstået. Nutidens religion er en "fantasifuld" erindring af noget glemt, der svarer til genopkomsten
af det fortrængte i det neurotiske.
Når den kristne lytter må han give slip på onto-teologisk kundskab, svarende til Kants kritik
af fornuften. Men i filosofien fører denne afvisning af metafysisk kundskab blot til en transcendental
kundskab, hvor "jeg tænker" gørs til centrum og grundlag. Subjektet bliver forudsætning.
Men ved at lytte til den kristne forkyndelse decentreres subjektet, og udgangspunktet