Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 33
men at jeg er en krop. Hermed stiller han sig i skarp modsætning til den kartesianske centrering
om (den transcendentale) bevidsthed, løsrevet fra den fysiske verden, hvor livet leves.
Som menneske er jeg, ifølge Marcel, allerede sat ind i en verden (inkarneret), og mit liv er
derfor at se som en gave og en delagtighed i noget større. Marcel kan i en spidsformulering
sige, at jeg er identisk med min egen krop, for at komme udover enhver opsplitning mellem
bevidsthed og kropslig konkrethed. Jeg er ikke et diffust erkendende subjekt, men et menneske
i en konkret verden. Når Marcel betegner kropsligheden som inkarnerethed, antydes hans
kristne tankegang, og han ser med denne også livet som en gave og som delagtighed i en verden
og en menneskehed.
Tænkningen kan ikke tale direkte om væren, og her indfører Marcel en distinktion mellem
problem og mysterium. Et problem kan objektiveres; et mysterium, f.eks. kropslighed, ondskab
eller kærlighed, kan man ikke bringe sig selv på distance af. Mennesket er indfældet i
disse ting, fordi det er en deltager og en modtager i forhold til disse. Væren selv er det største
mysterium, men også medmennesket må stå som et mysterium og objektiveringen er i særlig
grad en forfejlen overfor et andet menneske, fordi man her (hver især!) står som et jeg overfor
et du, at være menneske er nemlig en væren-med (svarende til Heideggers underbetonede
"Mit-Sein"). Menneskets historicitet og inkarnerethed er for Marcel ikke et problem, som må
løses eller forstås ved hjælp af en videnskabelig metode, men en given gave, som indebærer
en umiddelbarhed overfor verden og medmennesket. Dette bliver for Marcel udtryk for et
overskud af mening, fordi mennesket dermed er en del af verden og en del af livet. Problemet
hos Marcel bliver hans manglende metodiske bevidsthed. Marcel berøver med sit begreb mysterium
filosofien muligheden for overhovedet, på systematisk vis at beskæftige sig med det,
som han indordner i denne kategori. Derfor anvender Ricoeur bl.a. Husserls metodologi som
et korrektiv til Marcels filosofi.
Den produktive spænding: det sårede cogito
a) Indledning
Dialektikken mellem centrering og decentrering præger gennem hele forfatterskabet Ricoeurs
antropologi, idet subjektet aldrig er noget givet, men heller aldrig opgivet. Det må stadig blive
sig selv gennem deltagelse i fortolkningernes konflikt, som også er Ricoeurs egen metode
nemlig at modstille andres synspunkter og derved skabe en spænding, som han forsøger at
udnytte positivt - således også spændingen mellem centrerende og decentrerende bevægelser i
forhold til subjektet i filosofien. Netop i tolkningernes konflikt er en fremadskriden mod forståelse
og (selv-)erkendelse mulig. Ricoeur er ganske klart en modernistisk tænker, i og med
at subjektet er udgangspunktet for tænkningen. Når jeg tænker eller taler om, eller handler
med, verden er jeg et subjekt, der gør dette, og dette forhold kan filosofien aldrig komme bag-