Indholdsfortegnelse

32 Filosofiske linier hos Ricoeur
3) En håbs-orientering. Hvor væren hos Heidegger er en "Sein-zum-Tode" og det autentiske
liv en fattet erkendelse heraf, brydes denne grænse hos Ricoeur, der lader håbet træde
frem som kategori, håbet om noget større end det enkelte liv. Ricoeur vil tænke døden og
evigheden sammen: "The most serious question this work may be able to pose is to what degree
a philosophical reflection on narrative and time may aid us in thinkning about eternity
and death at the same time." (TN I, p. 87), og han tager tråden op igen mod værkets slutning:
Han ønsker en filosofi, som er "more a celebration of life rather than a preparation for de-
ath."! 13
VI Afrunding
Både Ricoeur og Heidegger er optagede af at nedbryde dikotomien mellem subjekt og objekt,
eller mellem humanvidenskab og naturvidenskab, som fremmedgør mennesket i forhold
til verden og splitter kulturen i to adskilte halvdele. Heidegger søger at nå dette mål ved hjælp
af at udkaste en ontologi, der både i indhold og sprogbrug knytter mennesket sammen med
verden, som et Dasein der altid er In-der-Welt-Sein og en omgang med verden båret af Sorge,
der er præget af tingenes "Zuhandenheit" og Daseins handlende anvendelse af disse.Et Dasein
i fattet bevidsthed om tilværelsens "Sein-zum-Tode". Det menneske som ikke anerkender
disse ting lever kun uegentligt. Ricoeur anerkender og genoptager Heideggers projekt, men
anlægger fra begyndelsen en anden og længere rute at gå, som under iagttagelse af sprogets,
og her særligt fortællingens, betydning, fører tænkningen over hermeneutikken. Ricoeur kan
siges at anvende Heidegger som et, ekstremt individualistisk, yderpunkt, der, stillet overfor en
positivistisk naturvidenskabelig kosmologi som modpol, giver ham mulighed for at formulere
dele af sin egen filosofi som den spænding, der består mellem disse to, og som frugtbargørelsen
af denne spænding, idet han søger at forene indre og ydre tid i den historiske tid, som opstår
gennem "fortællen". Ricoeur korrigerer desuden Heideggers individualisme ved at pege
på In-der-Welt-Sein´s karakter af socialt indfældet "Mitsein". Endelig bliver Ricoeurs kristne
livssyn anledning til at betvivle tilværelsens "Sein-zum-Tode". Stoisk dødsfattethed erstattes
af håb om liv.
f) Gabriel Marcel
Ricoeur hentede tidligt stor inspiration fra Marcel, der var hans første afgørende læremester.
Marcels filosofi udgør et frontalt angreb på den kartesianske subjektcentrering, idet han ser
subjektet som inkarneret i en given verden, der ikke står til rådighed som objekt for vores
erkendelse, men som vi altid er en del af. Dette minder meget om Heideggers opgør med subjekt-objekt
tænkningen. Men hvor Heidegger lægger vægt på handlingen i Daseins omgang
med verden, betoner Marcel kropsligheden, at jeg ikke er en bevidsthed, der har en krop,
13 Time and Narrative III, pp. 254-55 citeret hos Vanhoozer, 1990, p. 32.