Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 31
der, giver en verden mening. Derfor vil han læse tingenes fortid ud fra Daseins "havendeværet-der".
Ricoeur mener derimod, at der kan ske et brud mellem fortidigheden og Daseins
havende-været-der, for det er netop ud fra selvstændige mærker, at Dasein fortolker sin "havende-været-der".
Heideggers fejlagtighed angående fortiden svarer til hans manglende evne
til at kunne beskrive verdens (objektive) tid.
På den ene side synes Heidegger altså at være kommet udover dikotomien i tidsopfattelsen
mellem indre og ydre tid, idet han tænker før spaltningen i subjekt(iv) og objekt(iv). På den
anden side sidder hans filosofi fast i en stærk individualisme, som fører til en vedvarende kritik
af, det han betegner som, den vulgære tid, som er videnskabernes tidsforståelse. Ricoeur
vil opfatte begge tidsforståelser på lige fod. Han ønsker at få de punkter frem, hvor den indre
tid krydser den ydre tid, det han kalder den tredje, historiske tid. Fænomenologien har bragt
ham frem til dette sted, som han kalder et poetisk eller en poiesis´ svar på tidsaporien (ibid., s.
133). Han går her med hensyn til de tre tidsligheder den modsatte vej af Heidegger, idet han
udgår fra den tid tingene findes i (objektiv tid), til den historiske tid (dannet ved hjælp af fortællingen),
og til den eksistentielle tidslighed (subjektiv tid). Den historiske tid bliver hos
Ricoeur det formidlende led, en tid vi både er og befinder os i. Denne korrektion af Heideggers
tidsforståelse, der af Vanhoozer betegnes som en "narrativ korrektion" (Vanhoozer, p.
28), kan opregnes i tre punkter:
1) Fortællen som mediation. Ricoeurs tese er, at tiden kommer til udtryk gennem Récit,
"fortællen", der medierer mellem Sein og Zeit. Gennem deltagelse i en fortællen bliver tiden
til historisk, og det vil sige menneskelig, tid. Ricoeur værger sig ved at identificere den menneskelige
tid med Sorge´s inderliggjorte tid hos Heidegger. Den tid Ricoeur vil sætte ind, er
en tredje tid, som kan fremtræde mellem den indre og ydre tid, som fænomenologien med
Heidegger har drevet så langt fra hinanden som vel muligt. Midt mellem dødelig tid og kosmisk
tid placerer Ricoeur sin "historisk"-"menneskelige" tid.
2) En social dimension. Dette gælder menneskets historicitet. Når mennesket er kastet ind i
verden, er det dermed stillet ind i en historie, som er en arv. Denne arv er udtryk for noget
socialt i form af fælles fortællinger og historier. Med denne socialisering af historiciteten bryder
Ricoeur historicitetens individualistiske begrænsning hos Heidegger og breder den ud som
"slægtens" eller kulturens socialitet. (Hvilket svarer til historiciteten som fremadskridende
proces hos Hegel.) Ricoeur benytter sig i fremstillingen af den tredje tid af tre narrative koblinger
med affinitet til det sociale, fællesmenneskelige, nemlig kalenderen, generationsfølgen
og arkiv/dokument/sprog (Jvf. Uggla, s. 436). Han frembringer dermed en "återinskrivning av
den upplevda tiden i den kosmiske tiden" 12 .
12 Temps et Récit III, p. 147, citeret hos Uggla , s. 436.