Indholdsfortegnelse

30 Filosofiske linier hos Ricoeur
traverse them…" (TN I, p. 85). Disse niveauer er autentisk "dødelig" tid og hverdagstiden,
den offentlige tid, hvor ting bare sker i tiden. Hermed anerkender Ricoeur betydningen af
Heideggers hierarkisering, hvor tiden ikke bare er noget, der går, men hvor menneskets "Inder-Zeit-Sein",
og spørgsmålet om hvorvidt det her lever autentisk, er afgørende.
Ricoeur problematiserer dog Heideggers fænomenologi, fordi den ikke blot ikke vil stå i
gæld til naturvidenskaber og humaniora ved at indoptage indsigter fra disse eller tage udgangspunkt
i disse, men ovenikøbet vil fungere som disses grundlag. Det er, ifølge Ricoeur,
en umulighed. Heidegger har faktisk gjort samtalen mellem fænomenologi og videnskaberne,
mellem subjektiv og objektiv tidsforståelse, vanskeligere, fordi han tilspidser det individuelle
i "Sein-zum-Tode". Når Heidegger analyserer den menneskelige tidslighed med udgangspunkt
i den menneskelige eksistens som en In-der-Welt-Sein, bliver universet i sig selv tidløst,
og først i forbindelse med Daseins ageren opstår tidslighed. Tidslighedens princip søges i
den struktur som die Sorge har. Tidens tre ekstaser beskrives med udgangspunkt i fremtidens
pol. Det vigtigste fremskridt er hierarkiseringen af tidsliggørelsens proces på tre niveauer: 1)
"die Zeitlichkeit" i egentlig forstand (beslutsomhed overfor døden), 2) "die Geschichtlichkeit",
der er udfoldet og offentlig og 3) "die Innerzeitigkeit", sprængt af den ængstelse, som
giver de spredte elementer i Sorge fortrin for den forenende struktur.
Ricoeur beundrer dette, men ser, at en større og større del af tiden falder udenfor fænomenologiens
felt efterhånden, som den bliver mere og mere indadvendt. Den objektive tid falder
udenfor. "Den indre tidsbevidstheds fænomenologi [må] for at kunne artikuleres og udsiges[]
låne sin struktur fra den objektive tid…" (Slagmark, s. 128). Heidegger samler, ifølge Ricoeur,
hele tidsfilosofiens historie fra Aristoteles til Hegel under betegnelsen "vulgær tid",
men dermed får han også lagt alle de videnskaber, der arbejder med tiden ind under denne
afvisning, og tiden bliver dermed noget indre (I Dasein). Heideggers problem er denne overdrevne
fokusering på det individuelle Dasein, som sætter "Mitsein" i skyggen, således at denne
ikke får den plads den burde have. For Heidegger er det Dasein selv, som skaber og fastholder
tiden, mens de ydre tegn i verden, som møder Dasein ikke tillægges særlig betydning.
Således er fortiden forstået som det, at Dasein allerede er kastet ind i verden, hvorimod de
"spor" af fortiden, de nutidige mærker efter noget forudgående, ikke tillægges selvstændig
betydning. Dermed har heller ikke tidslig afstand nogen betydning hos Heidegger, for det
eneste afgørende er jo øjeblikket nu, som af Dasein opleves som en kastethed. Ricoeur mener
derimod, at fortiden viser sig ud fra tingene, "sporene" selv og ikke blot ved Daseins forhold
til disse.
Ricoeur kritiserer Heidegger, fordi han ikke formår at redegøre for "sporets" betydning.
Sporet som er et "nærværende mærke, der gælder for en fraværende fortid." (Ibid., s. 131).
Sporet har en ontologisk status. Det fortidige træk tilhører den verden, som ikke længere er.
Men, ifølge Heidegger, er en verden altid verden for et Dasein, kun et Dasein som har været