Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 29
værens primat til "Da" i Dasein i Sein und Zeit. Til Daseins tilsynekomst er knyttet nødvendigheden
af at se sproget som menneskets eget værk. Men den egentlige eksistens overfor
døden svarer til den poet eller tænker, som er bundet til ordet, ordet der skaber ham.
Ricoeur konkluderer heraf: Destruktionen af cogito som selvindsat og absolut subjekt er
"bagsiden" af en hermeneutik af "jeg er". Denne hermeneutik ændres ikke grundlæggende hos
den sene Heidegger, men forbliver i det samme mønster af "bagudrettet relation" mellem Væren
og mennesket, idet det egentlige liv dog nu beskrives som en "gelassenheit", en ro, som er
det poetiske livs gave.
V Væren og tid og fortællen
Ricoeurs reception af Heidegger, som den udfolder sig i Temps et Récit, handler i høj grad om
tidsforståelsen. Den klassiske problematik er forholdet mellem ydre, objektiv, kosmisk tid og
indre, subjektiv, eksistentiell tid. Augustin plæderede for en subjektiv tidsforståelse i opposition
til Aristoteles´ kosmiske tid, og fænomenologien til og med Heidegger er gået i hans fodspor.
Men dette har ført til en dikotomi, som har umuliggjort en samtænkning af de to tidsopfattelser.
Ricoeur forsøger gennem en kritik af Heidegger og Husserl at skabe en formidling.
Han vil i lighed med Hegel gøre det sociale, formidlet ved fortællingen, til en bro mellem
væren (subjektiv tid) og tid (objektiv tid). Spørgsmålet bliver: "Hvordan omformes den almindelige
tidserfaring, båret af den daglige handlen og liden, af dens passage igennem fortællingens
gitter?" (Slagmark, s. 124). Svaret giver Ricoeur i Temps et Récit ved at bringe historiografi,
litteraturkritik og fænomenologi i samtale. Historiografi og litteraturkritik har stået
overfor hinanden som helt asymmetriske angående spørgsmålet om fortællingens afsløring og
omformning af virkeligheden. Ved at bringe fænomenologien ind på banen, vil Ricoeur forsøge
at lade disse to "samarbejde" ved at komme med hver sin replik til den tidsproblematik,
som fænomenologien sætter på spidsen. Der er hermed åbnet et rum, hvor historisk fortælling
(historisk erindring) og fiktiv fortælling (produktiv fantasi) med deres forskelligartede sandhedskrav
kan modstilles og krydses, og Ricoeur mener her at have peget på en holdbar løsning
på tidens apori, hvor tiden bliver den fortalte tid, historiens tid. Denne narratologi vil
blive beskrevet nærmere nedenfor i afsnittet Symbol, Metafor, Fortælling.
Allerede i titelvalget Temps et Récit synes der at være en tydelig henspillen på Heideggers
"Sein und Zeit" (uden at dette dog pointeres af Ricoeur selv). Vanhoozer mener, at "Ricoeurs
narrative theory is ultimately intelligible only in light of Heideggers magisterial work [Sein
und Zeit]." (Vanhoozer, p. 25). Ricoeur påpeger selv, at "den hermeneutiske fænomenologi
gjorde store landvindinger med Sein und Zeit." (Slagmark, s. 127), og skriver andetsteds: "I
take as one invaluable result of the Heideggerian analysis its having etablished, with the ressources
of a hermeneutic phenomenology, that our experience of temporality is capable of
unfolding itself on several levels of radicality, and that it belongs to the analytic of Dasein to