Indholdsfortegnelse

28 Filosofiske linier hos Ricoeur
of the "I am" (ibid., p. 223). Ricoeur vil i artiklen 1) se på forholdet mellem spørgsmålet om
væren og om Daseins fremkomst/tilsynekomst. Derpå 2) vil han kritisere cogito´et, eller rettere
den metafysik som ligger under det og 3) udforske den positive hermeneutik af "I am", som
skal erstatte cogito. Han vil til slut 4) vise, at disse forhold også er gældende hos Heidegger
efter hans "Kehre", men da på sprogfilosofiens niveau.
1) Heidegger går fra en filosofi, der begynder med cogito til en filosofi om væren. Ikke
kun væren har været glemt, men også spørgsmålet om eller efter væren. Det afgørende er, at
dette spørgsmål ledes frem af det efterspurgte selv, altså af væren selv. Der gives derfor ikke
et sikkert og givet cogito, som kan stille og besvare dette spørgsmål på objektiverende vis. I
stedet er det muligt at se på det "genuine ego", som spørger. Dette ego er den væren, for hvilken
der er et spørgsmål om væren. Det er som et "jeg er" og ikke først som et "jeg tænker", at
ego´et er spørgende efter væren, og dette ego er Dasein. "Seinsverständnis ist selbst eine
Seinsbestimmtheit des Daseins." (Heidegger (1927), z. 12, jvf. Conflict, p. 226). Hos Descartes
fik cogito´ets absolutte sikkerhed (om sig selv) den konsekvens, at værensspørgsmålet
blev glemt, idet indholdet af sum, i "cogito ergo sum", fik lov at stå utematiseret.
2) Cogito´et hører, ifølge Heidegger, til metafysikkens tid. Hos Descartes fører en objektiverende
tænkning også til et subjekt; forstået som det, der ønsker at samle alt i sig for at gøre
sig selv til grundlag for alt. I subjekt-objekt tænkningen bliver verden et billede for subjektets
perception, og dermed fordunkles det, at Subjektet, Dasein, selv hører til væren og til verden.
Ricoeur vil bruge Heideggers destruktion af cogito´et og den metafysik den tilhører, til på ny
at rejse spørgsmålet om ego´et.
3) En hermeneutik af sum. Dasein er defineret ved dets relation til spørgsmålet om væren
(jvf. ovenfor), og det er dette spørgsmål, som spørgsmål, der giver selv-reference til Dasein.
Dasein forstår sig selv ud fra sin eksistens og sin mulighed for at være sig selv eller ikke sig
selv. Det eksistentiale, som Heidegger spørger efter, er selve det, at vi må bestemme os. Dasein
er ontisk det, som er nærest ved sig selv, men ontologisk det, som er længst væk. Det er
derfor, at sum, jeg er, er en fortolkningsudfordring og ikke intuitivt givet. Heidegger rejser
spørgsmålet: "Hvem?" for In-der-Welt-Sein, da det nu ikke er givet som "mig-selv". Ifølge
Ricoeur, kan vi ikke gå til dette spørgsmål uden at se på hverdagslivet, selverkendelse og relationen
til andre og til døden (Conflict, p. 232). Først i erkendelse af væren som "Sein-zum-
Tode", i den egentlige eksistens, bliver der, ifølge Heidegger, et sum.
4) Ricoeur ser en kontinuitet mellem den tidlige og den sene Heidegger, idet denne fortsat
beskæftiger sig med den "bagudrettede relation" mellem væren og den, der spørger efter væren,
men i den sene tænkning ikke i en analyse af Dasein, men i en sprogfilosofi, hvor det
drejer sig om at benævne dvs. give navn til: "Thus naming designates the place and role of
man in language. Here, Being is brought into language, and a finite, speaking existent is
born." (ibid., p. 233). Hos den sene Heidegger svarer "ordets" opkomst / tilsynekomst under