Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 27
ikke ses som en modsætning til Heideggers forståelsesontologi, men som en anden og bedre
måde at nå frem til en ontologi på, nemlig gradvis og via omvejen over semantik og refleksion.
Ricoeur forsøger imidlertid at gøre produktiv brug af Heideggers tale om forståelse som
en værensmodus. Vanskeligheden ved den måde Heidegger taler om dette på er, at når han
forstår forståelse som værensmodus, er han allerede, inden han kan sige dette, dels i fuld gang
med at bruge denne forståelse som han taler om, dels bundet af sproget, med hvilket han taler
om sin forståelse af forståelsen. Heller ikke Heidegger kan således, som han ellers gør krav
på, finde et første arkimedisk punkt for forståelsen (og for filosofien).
Også Ricoeur vil rejse eksistensproblematikken, men gør det, for at undgå Heideggers forfejlede
umiddelbarhedstænkning, med udgangspunkt i en semantik, som er centreret om det
symbolske sprog. Forståelsen af de symbolske tegn er en selvforståelse, og der er således tale
om en refleksiv tilgang, men det er ikke det kartesianske cogito, som reflekterer. Det er "a
being who discovers, by exegesis of his own life, that he is placed in being before he places
and posesses himself." (Ibid., p. 11). Denne eksistensmodus er en "being-interpreted" (ibid.).
Både i vokabular og tankegang er det Heideggers Dasein (og Husserls Lebenswelt), som her
kommer til udtryk hos Ricoeur. En væren der kommer med udkast, idet den finder sig allerede
kastet ind i en situation, en verden. Denne Lebenswelt eller In-der-Welt-Sein svarer til Ricoeurs
begreb om "tekstens verden". I en beskrivelse af "tekstens verden" (Philosophy, p.
79f.) knytter han således an til Heidegger og siger, at den fiktive og poetiske teksts reference
af anden orden når (refererer til / refigurerer) verden på det niveau, som Heidegger benævnte
In-der-Welt-Sein. Og fortsætter: "My response is that to interpret is to explicate the sort of
being-in-the-world unfolded in front of the text. [Afsnitskift]Here we rejoin Heidegger’s suggestion
about the meaning of Verstehen." (ibid., p. 80). Også i Sein und Zeit er forståelsens
øjeblik placeret i en forudgående Befindlichkeit, i en situation.
Ricoeur tilkendegiver tillige sin afhængighed Heidegger, når han selv søger efter en ontologi,
idet han ikke stiller sig tilfreds med det lingvistiske niveau, men vil se, hvordan det rækker
ud over sig selv og refererer til eksistensen. Men det mellemtrin, som skal sikre mod at
falde i Heideggers "direkte" ontologi, er refleksionen, som er bindeleddet mellem forståelsen
af tegn og selvforståelsen. Ricoeur deler altså Heideggers ønske om en ontologi, men er mere
skeptisk overfor muligheden heraf. Ontologi forbliver det forjættede land, der stræbes efter
(ibid., p. 24).
IV "Heidegger and the Question of the Subject" 11
Ricoeur behandler i denne artikel Heideggers benægtelse af cogito´ets primat og kritik af hele
subjekt-objekt strukturen. Han mener Heidegger dermed giver grundlag for en "hermeneutics
11 Conflict, pp. 223ff.