Indholdsfortegnelse

26 Filosofiske linier hos Ricoeur
depunkt for den fænomenologi, som Ricoeur ikke mindst i det tidlige forfatterskab knytter an
ved, og at Temps et Récit må ses som en korrigerende opfølgning af Heideggers Sein und Zeit.
Efter et kort rids over Heideggers filosofi vil jeg derpå behandle først Ricoeurs tidlige kritik,
som den kommer til udtryk i de to artikler "Existence and Hermeneutics" og ”Heidegger and
the Question of the Subject”, og dernæst forholdet mellem Sein und Zeit og Temps et Récit.
II Skitse
Heidegger vil udarbejde en ontologi, altså en lære om det værendes væren, men hvor man
tidligere, ifølge Heidegger, har lagt vægten på det værende, vil Heidegger tematisere væren
selv. Han tager udgangspunkt i menneskets væren, i en kritik af Descartes selvbevidste subjekt,
hvor der forudsættes en umiddelbar selvbevidsthed, og hvor subjektet tolkes som en
"ting" på lige fod med andre ting. Dasein har ikke en sådan umiddelbar selvbevidsthed, men
opnår denne, idet Dasein altid er ude ved ("Sein-bei") tingene i en håndterende omgang med
disse. Sådanne modi for tilværelsen betegner Heidegger "Existenzialien". Sådanne eksistentialer
adskiller den menneskelige væren fra tingens væren. Dasein er kastet ud i en situation
og udkaster sig herfra på ny ud i nye udkast, som er udlægninger af situationen, og menneskets
bevidsthed om sådanne mulige udkast er dets "adelsmærke". Mennesket står hermed i en
dobbelthed af "Faktizität" og "Notwendigkeit" overfor "Freiheit" og "Möglichkeit". Hvad er
da forståelse og af hvad? Min omgang med verden er kendetegnet af forståelse. Dasein er
altid en In-der-Welt-Sein, og dermed siger min forståelse på en gang, at jeg er anderledes end
andre ting, men samtidig at jeg altid allerede er ude ved disse ting, i verden, når jeg forstår.
Disse mange eksistensialer kan sammenfattes i Sorge som begreb for den menneskelige omgang
med verden. Men denne tilværen kan være egentlig eller uegentlig. Når vi gør vores
egen væren og verden omkring til ting, nærværende for erfaring og nærværende i tid, lever vi
uegentligt. Heidegger vil undvige en sådan nærværs-metafysik. Den egentlige væren er den,
som på én gang indoptager hele sin fortid og samtidig lever i udkast rettet mod fremtiden.
III Kritikken i "Existence and Hermeneutics" 10
Målet for denne artikel er at belyse mulighedsbetingelserne for en indpodning af hermeneutikken
på fænomenologien. Heri indgår spørgsmålet om forholdet mellem forståelse og ontologi,
hvad vi kan sige om virkeligheden, og hvordan. Ricoeur kalder Heideggers filosofi en
forståelsesontologi. Han betegner denne som en kort rute, fordi den bryder med diskussion
om metode og går direkte til den endelige værens ontologis niveau, for der at afdække forståelse
som en værensform og ikke som en erkendelsesmodus. Det spørgsmål der rejses er:
"What kind of being is it whose being consists of understanding?" (Conflict, p. 6). Ricoeur
ønsker at give sin anerkendelse til denne ontologi. Ricoeurs fortolknings-epistemologi skal
10 Conflict, pp. 3ff.