Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse
24 Filosofiske linier hos Ricoeur deres forskellige love. Dette betyder, at det bevidste kun er ét system blandt andre, og ikke skal ses som et overordnet princip for de andre. En parallel triade er rolledelingen mellem "jeg", "det" og "overjeg". Forholdet mellem de to opdelinger kan beskrives (ibid., ss. 54f.) som tre befolkninger (sidstnævnte) i tre områder (førstnævnte), men således at befolkningsfordelingen ikke svarer til den geografiske opdeling. For Ricoeur er det vigtigt at understrege, at psykoanalysen ikke afskaffer bevidstheden, men forflytter den, således at bevidstheden ikke længere ses som det oprindelige i subjektet. Bevidstheden er ikke det første, men skal blive til. Mennesket er først sat ind i eksistensen, i en verden, med begær og livskraft, og kommer derpå til bevidsthed: "jeg er kommer før jeg tænker." (Ibid., s. 59). Dermed kan det anses for uigendriveligt, at jeg er, men langt mere problematisk at sige, hvad jeg er, eftersom min bevidsthed først er ved at blive til, og fordi jeg ikke kender mig selv umiddelbart, men kun via omvejen over fortolkningen af de tegn, jeg (og kulturen i øvrigt) sætter i verden. "As a man of desires I go forth in disguise - larvatus prodeo." (Freud, p. 7). Denne forstillelse er ikke blot rettet mod omverden, men er en uundgåelig forstillelse overfor også min egen bevidsthed. Med de tre mistankens mestre og opgøret med den umiddelbare selvbevidsthed bliver forståelse en hermeneutik. Vi kan ikke simpelt aflæse mening i bevidstheden, eftersom denne er et falskt cogito. Selv-bevidsthed er selvbedrag. Derfor må bevidsthedens udtryk afkodes gennem fortolkning (Kilder, s. 86). Hver især udvikler Marx, Nietzsche og Freud metoder til at afkode det "ubevidste" indkodningsarbejde, som f.eks. psykens forstillelse har udøvet på selvet. Der må skabes en ny sammenhæng mellem det skjulte (det forstillede eller fortrængte) og det synlige (forståelsen). Den umiddelbare bevidsthed har vist sig som en illusion og må erstattes med en middelbar, som gennem fortolkningen er nået til bevidsthed om sig selv. En sådan, nødvendig, refleksion er, ifølge Ricoeur, tilegnelsen af vores eksistensbestræbelse og vores værensbegær ved hjælp af værker, der bevidner denne bestræbelse og dette begær. Og disse værkers mening er ikke indlysende, men må begribes gennem fortolkning. d) Hegel og Freud, arkæologi og teleologi Psykoanalysen kan betegnes som en arkæologi, der søger ind i subjektet og ned i dets fortid, altså bagom det falske cogito. Heroverfor må i et dialektisk forhold til denne stilles en teleologi, som Ricoeur henter hos Hegel i dennes Phänomenologie des Geistes. Fokus flyttes nu fra subjektet selv til dets fremtid og fremtidige muligheder; en bevægelse der har affinitet til eskatologien og Guds komme. I begge tilfælde er der altså tale om en eliminering af subjektet selv som ophav til mening og til en umiddelbar selverkendelse. Der sker en decentrering af subjektet, som hos Ricoeur dog har det perspektiv, at det er nødvendigt at miste sig selv for at vinde sig selv. Ricoeur søger at tilvejebringe en syntese af begærets økonomi hos Freud og åndens teleologi hos Hegel. Ja, han kan ligefrem sige, at kun det subjekt som har en teleologi,
Filosofiske linier hos Ricoeur 25 kan have en arché (Conflict, p. 161). Idet psykoanalysen decentrerer subjektet og skyder det tilbage til en arché, kommer tilegnelsen af subjektet, af et selv, jo til at ligge som en fremtidig opgave, som et telos. Kun subjektet, der er i denne bevægelse fremad, tilegner sig det, der ligger bag. Det er refleksionen, som holder de to sammen, i refleksionen mødes det regressive og det progressive (ibid., p. 175). Fælles for begge "bevægelser" er, at de kun kan ske gennem fortolkning, nemlig af tegn i kulturen eller i verden. Hvad enten disse tegn peger frem eller tilbage, er det kun gennem fortolkning af disse, at subjektet bliver et selv. Ricoeur betegner dialektikken mellem arkæologi og teleologi som "the philosophical ground on which the complementarity of rival hermeneutics of art, morality, and religion can be established." (Ibid., p. 175). Her kan disse forskellige hermeneutikker supplere hinanden i det fælles projekt, dannelsen af selvet. Ses der derimod bort fra denne dannelses dialektiske karakter, vil de forskellige hermeneutikker enten blot stå i en uforsonlig strid eller i et ukritisk eklektisk akkumulat. Det vil sige: Der hvor tekstfortolkningerne ikke er knyttet til en konkret refleksion, hvis mål er dannelsen - indenfor dialektikken mellem arkæologi og teleologi - af selvet, der bliver de forskellige fortolkninger og tilsvarende hermeneutikker enkeltstående. De vil enten søge at bekæmpe hinanden, således som en teologisk hermeneutik kan tænkes at ville bekæmpe en filosofisk, eller de kan sammenføjes ukritisk, (eklekticisme, en af Ricoeurs ofte nævnte aversioner) uden at bringes i indbyrdes samtale. Ricoeur mener, at netop i og med en refleksion, spændt ud af en sådan dialektik hvor det gælder tilegnelsen af et selv gennem fortolkning, opstår også en frugtbar dialektik mellem de forskellige (svarende til kulturens mangfoldighed) hermeneutikker, således at disse på ret vis kan komplementere hinanden. På denne måde knyttes igen hermeneutik og refleksion tæt sammen. Det er den dialektiske relation mellem det bevidste og det ubevidste, der leder artikulationen af relationen mellem de to hermeneutikker. Hvor psykoanalysen afslører umiddelbar bevidsthed som falsk og en illusion, må "modtrækket" blive en hegelsk åndsfænomenologi, hvor mennesket bliver bevidst gennem tolkning af tegn og symboler. Altså enten en decentrering af subjektet mod det ubevidste eller mod Ånden (i hegelsk terminologi). Ego’et må placeres, eller subjektet må blive et selv gennem fortolkning af tegn, dvs. dets handlinger og værker fordi, ego ikke er noget givet i psykologisk bevis eller intellektuel intuition eller mystisk vision. Men cogito´et opløses ikke herved, men tilbagestår som et "såret cogito" (ibid., p. 173). e) Heidegger I Indledning Der synes at være en udbredt enighed om Ricoeurs afhængighed af Heidegger, som dog ikke står uimodsagt, idet f.eks. Uggla fremfører, at han mener der lægges for meget vægt på Heideggers betydning, mens han selv peger på Karl Jaspers som den vigtigste inspirationskilde (Uggla, s. 93). Ubetvivleligt er det i hvert fald, at Heidegger på mange måder står som et høj-
- Page 1 and 2: Forord 3 Introduktion 5 1 Indlednin
- Page 3 and 4: Indledning 3 Forord I forbindelse m
- Page 5 and 6: 1 Indledning Indledning 5 Introdukt
- Page 7 and 8: Tekstteori i det tyvende århundred
- Page 9 and 10: Om valget af Paul Ricoeur og Hans W
- Page 11 and 12: 1 Indledning Indledning 11 Kapitel
- Page 13 and 14: 2 Filosofiske linier hos Ricoeur Fi
- Page 15 and 16: Filosofiske linier hos Ricoeur 15 e
- Page 17 and 18: Filosofiske linier hos Ricoeur 17 R
- Page 19 and 20: Filosofiske linier hos Ricoeur 19 h
- Page 21 and 22: Filosofiske linier hos Ricoeur 21 d
- Page 23: Filosofiske linier hos Ricoeur 23 d
- Page 27 and 28: Filosofiske linier hos Ricoeur 27 i
- Page 29 and 30: Filosofiske linier hos Ricoeur 29 v
- Page 31 and 32: Filosofiske linier hos Ricoeur 31 d
- Page 33 and 34: Filosofiske linier hos Ricoeur 33 m
- Page 35 and 36: Filosofiske linier hos Ricoeur 35 e
- Page 37 and 38: Filosofiske linier hos Ricoeur 37 l
- Page 39 and 40: c) Eksistens og hermeneutik 16 Filo
- Page 41 and 42: Filosofiske linier hos Ricoeur 41 a
- Page 43 and 44: Hvad er en tekst? 43 kategori, men
- Page 45 and 46: Hvad er en tekst? 45 Tekst er disku
- Page 47 and 48: Hvad er en tekst? 47 venhed og meni
- Page 49 and 50: Hvad er en tekst? 49 ket hele. Den
- Page 51 and 52: Symbol, metafor, fortælling 51 afs
- Page 53 and 54: Symbol, metafor, fortælling 53 i a
- Page 55 and 56: Symbol, metafor, fortælling 55 res
- Page 57 and 58: Symbol, metafor, fortælling 57 teo
- Page 59 and 60: Symbol, metafor, fortælling 59 del
- Page 61 and 62: Symbol, metafor, fortælling 61 giv
- Page 63 and 64: Symbol, metafor, fortælling 63 må
- Page 65 and 66: Symbol, metafor, fortælling 65 og
- Page 67 and 68: Symbol, metafor, fortælling 67 teg
- Page 69 and 70: 5 Fortolkning Fortolkning 69 Metode
- Page 71 and 72: Fortolkning 71 for der er tale om e
- Page 73 and 74: Fortolkning 73 3) Ricoeur tilslutte
Filosofiske linier hos Ricoeur 25<br />
kan have en arché (Conflict, p. 161). Idet psykoanalysen decentrerer subjektet og skyder det<br />
tilbage til en arché, kommer tilegnelsen af subjektet, af et selv, jo til at ligge som en fremtidig<br />
opgave, som et telos. Kun subjektet, der er i denne bevægelse fremad, tilegner sig det, der<br />
ligger bag. Det er refleksionen, som holder de to sammen, i refleksionen mødes det regressive<br />
og det progressive (ibid., p. 175). Fælles for begge "bevægelser" er, at de kun kan ske gennem<br />
fortolkning, nemlig af tegn i kulturen eller i verden. Hvad enten disse tegn peger frem eller<br />
tilbage, er det kun gennem fortolkning af disse, at subjektet bliver et selv.<br />
Ricoeur betegner dialektikken mellem arkæologi og teleologi som "the philosophical<br />
ground on which the complementarity of rival hermeneutics of art, morality, and religion can<br />
be established." (Ibid., p. 175). Her kan disse forskellige hermeneutikker supplere hinanden i<br />
det fælles projekt, dannelsen af selvet. Ses der derimod bort fra denne dannelses dialektiske<br />
karakter, vil de forskellige hermeneutikker enten blot stå i en uforsonlig strid eller i et ukritisk<br />
eklektisk akkumulat. Det vil sige: Der hvor tekstfortolkningerne ikke er knyttet til en konkret<br />
refleksion, hvis mål er dannelsen - indenfor dialektikken mellem arkæologi og teleologi - af<br />
selvet, der bliver de forskellige fortolkninger og tilsvarende hermeneutikker enkeltstående. De<br />
vil enten søge at bekæmpe hinanden, således som en teologisk hermeneutik kan tænkes at<br />
ville bekæmpe en filosofisk, eller de kan sammenføjes ukritisk, (eklekticisme, en af Ricoeurs<br />
ofte nævnte aversioner) uden at bringes i indbyrdes samtale. Ricoeur mener, at netop i og med<br />
en refleksion, spændt ud af en sådan dialektik hvor det gælder tilegnelsen af et selv gennem<br />
fortolkning, opstår også en frugtbar dialektik mellem de forskellige (svarende til kulturens<br />
mangfoldighed) hermeneutikker, således at disse på ret vis kan komplementere hinanden. På<br />
denne måde knyttes igen hermeneutik og refleksion tæt sammen. Det er den dialektiske relation<br />
mellem det bevidste og det ubevidste, der leder artikulationen af relationen mellem de to<br />
hermeneutikker. Hvor psykoanalysen afslører umiddelbar bevidsthed som falsk og en illusion,<br />
må "modtrækket" blive en hegelsk åndsfænomenologi, hvor mennesket bliver bevidst gennem<br />
tolkning af tegn og symboler. Altså enten en decentrering af subjektet mod det ubevidste eller<br />
mod Ånden (i hegelsk terminologi). Ego’et må placeres, eller subjektet må blive et selv gennem<br />
fortolkning af tegn, dvs. dets handlinger og værker fordi, ego ikke er noget givet i psykologisk<br />
bevis eller intellektuel intuition eller mystisk vision. Men cogito´et opløses ikke herved,<br />
men tilbagestår som et "såret cogito" (ibid., p. 173).<br />
e) Heidegger<br />
I Indledning<br />
Der synes at være en udbredt enighed om Ricoeurs afhængighed af Heidegger, som dog ikke<br />
står uimodsagt, idet f.eks. Uggla fremfører, at han mener der lægges for meget vægt på Heideggers<br />
betydning, mens han selv peger på Karl Jaspers som den vigtigste inspirationskilde<br />
(Uggla, s. 93). Ubetvivleligt er det i hvert fald, at Heidegger på mange måder står som et høj-
Change language