Indholdsfortegnelse

24 Filosofiske linier hos Ricoeur
deres forskellige love. Dette betyder, at det bevidste kun er ét system blandt andre, og ikke
skal ses som et overordnet princip for de andre. En parallel triade er rolledelingen mellem
"jeg", "det" og "overjeg". Forholdet mellem de to opdelinger kan beskrives (ibid., ss. 54f.)
som tre befolkninger (sidstnævnte) i tre områder (førstnævnte), men således at befolkningsfordelingen
ikke svarer til den geografiske opdeling. For Ricoeur er det vigtigt at understrege,
at psykoanalysen ikke afskaffer bevidstheden, men forflytter den, således at bevidstheden
ikke længere ses som det oprindelige i subjektet. Bevidstheden er ikke det første, men skal
blive til. Mennesket er først sat ind i eksistensen, i en verden, med begær og livskraft, og
kommer derpå til bevidsthed: "jeg er kommer før jeg tænker." (Ibid., s. 59). Dermed kan det
anses for uigendriveligt, at jeg er, men langt mere problematisk at sige, hvad jeg er, eftersom
min bevidsthed først er ved at blive til, og fordi jeg ikke kender mig selv umiddelbart, men
kun via omvejen over fortolkningen af de tegn, jeg (og kulturen i øvrigt) sætter i verden. "As
a man of desires I go forth in disguise - larvatus prodeo." (Freud, p. 7). Denne forstillelse er
ikke blot rettet mod omverden, men er en uundgåelig forstillelse overfor også min egen bevidsthed.
Med de tre mistankens mestre og opgøret med den umiddelbare selvbevidsthed bliver forståelse
en hermeneutik. Vi kan ikke simpelt aflæse mening i bevidstheden, eftersom denne er
et falskt cogito. Selv-bevidsthed er selvbedrag. Derfor må bevidsthedens udtryk afkodes gennem
fortolkning (Kilder, s. 86). Hver især udvikler Marx, Nietzsche og Freud metoder til at
afkode det "ubevidste" indkodningsarbejde, som f.eks. psykens forstillelse har udøvet på selvet.
Der må skabes en ny sammenhæng mellem det skjulte (det forstillede eller fortrængte) og
det synlige (forståelsen). Den umiddelbare bevidsthed har vist sig som en illusion og må erstattes
med en middelbar, som gennem fortolkningen er nået til bevidsthed om sig selv. En
sådan, nødvendig, refleksion er, ifølge Ricoeur, tilegnelsen af vores eksistensbestræbelse og
vores værensbegær ved hjælp af værker, der bevidner denne bestræbelse og dette begær. Og
disse værkers mening er ikke indlysende, men må begribes gennem fortolkning.
d) Hegel og Freud, arkæologi og teleologi
Psykoanalysen kan betegnes som en arkæologi, der søger ind i subjektet og ned i dets fortid,
altså bagom det falske cogito. Heroverfor må i et dialektisk forhold til denne stilles en teleologi,
som Ricoeur henter hos Hegel i dennes Phänomenologie des Geistes. Fokus flyttes nu
fra subjektet selv til dets fremtid og fremtidige muligheder; en bevægelse der har affinitet til
eskatologien og Guds komme. I begge tilfælde er der altså tale om en eliminering af subjektet
selv som ophav til mening og til en umiddelbar selverkendelse. Der sker en decentrering af
subjektet, som hos Ricoeur dog har det perspektiv, at det er nødvendigt at miste sig selv for at
vinde sig selv. Ricoeur søger at tilvejebringe en syntese af begærets økonomi hos Freud og
åndens teleologi hos Hegel. Ja, han kan ligefrem sige, at kun det subjekt som har en teleologi,