Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 23
de, blot ønsker Ricoeur ikke at opløse spændingen mellem to teser, men netop at bevare
spændingen som noget i sig selv produktivt.
Hegel ønsker at ændre vores billede af virkeligheden. Virkeligheden er ikke nogle genstande,
en række "Ding an sich", som ligger bag det vi erkender; virkeligheden er den sammenhæng
som viser sig i erfaringen. Også denne sammenhæng rummes af Hegels begreb
"Geist". Den modsætning, som hidtil har været antaget mellem bevidsthed og genstande for
denne bevidstheds erkendelse, ophæver Hegel, idet han udkaster et nyt erfaringsbegreb. Inkluderet
i erfaringen selv ligger en selvoverskridelse, og virkeligheden i sig selv er allerede
hos os, når vi erfarer. Erfaringen er derfor ikke et forsøg på at bringe virkeligheden nær, virkeligheden
er nær i erfaringen. Virkeligheden har for Hegel karakter af tilblivelse, virkeliggørelse,
dvs. at noget bliver det som det ifølge sit væsen er, en "selvrealisering". Men på denne
måde at blive sig selv, er, ifølge Hegel, det samme som at erkende sig selv. Der består altså en
tæt sammenhæng mellem selverkendelse og tilblivelse. Igen modsætter Hegel sig altså spaltningen
mellem tænkning og en derfra adskilt virkelighed, mellem intellectus og realis.
Det er oplagt, at Ricoeur på en række punkter bygger på Hegel. Den decentrering af subjektet,
der ligger i, at dette må blive sig selv gennem en rækken ud over sig selv, har Ricoeur
direkte indoptaget i sin filosofi, hvor han gør teksten til det afgørende og nødvendige middel
for denne formidling mellem individet og det almene, hvorigennem subjektet erkender sig
selv og bliver sig selv. Først gennem en fortolkning af kulturens tegn (svarende til Hegels
begreb om historien) kommer subjektet til selverkendelse. Sammenholdelsen af tænkning og
virkelighed genfindes også hos Ricoeur bl.a. i tanken om tekstens verden, at teksten faktisk
skaber en ny mulig verden og ikke blot et nyt billede af eller perspektiv på verden, samt i
Temps et Récit hvor historien bliver menneskelig historie, når tænkningen af de enkelte begivenheder
skaber historien, og hændelserne først da bliver en historie. Jeg vil senere komme
ind på, hvordan Ricoeur anvender Hegels teleologi.
c) Freud og psykoanalysen
Særligt i skriftet Freud and Philosophy lader Ricoeur sin fortolkningsteori befrugte af psykoanalytiske
teorier 9 . Han går ikke egentlig ind på det psykologiske område, men udnytter Freud
til at tale om en nødvendig, refleksiv, selvets hermeneutik, som bliver udgangspunktet for al
fortolkning. Det freudianske stof kan groft set fordeles på to felter, dels begæret eller livsdriften
som kilden til vilje til eksistens, og dels den forstillelse som begæret bliver årsag til. Forstillelsen
eller fortrængningen skiller bevidstheden fra en umiddelbar forståelse af sig selv.
Freud skelner i sin topografi mellem forskellige "steder" hos subjektet (Sprogfilosofi, s. 51):
Det ubevidste, det førbevidste og det bevidste. Disse steder er at forstå som systemer med hver
9
Når Ricoeur taler om psykoanalysen, er det ikke som terapeutisk model, men som en "kulturens hermeneutik",
jvf. Kilder, s. 49.