Indholdsfortegnelse

22 Filosofiske linier hos Ricoeur
b) Hegel
Hegel indleder, som nævnt, en problematisering af subjektets givethed og selverkendelse og
stiller gennem sin historisering af filosofien disse ting som opgave og som telos. Arne Grøn
skriver i sin indledning til den danske oversættelse af Interpretation Theory: "Ricoeurs tænkning
[forholder] sig på afgørende måde til Hegel. Det ytrer sig i hele syntesebestræbelsen; i
begrebet om den konkrete refleksion som en omfattende tilegnelse af den mening, der er blevet
til i historien;...i begrebet om den produktive udvendiggørelse; i betoningen af den historiske
formidling af selvforståelsen;...i betoningen af spændingen mellem det individuelle og det
almene." (Fortolkningsteori, s. 78).
Hegels filosofi bæres af en totaliserende ambition. Han ønsker at skabe en stor og samlende
syntese, svarende til den opfattelse, at virkeligheden udgør et sammenhængende hele, ja at
virkeligheden i egentlig forstand er denne sammenhæng, i hvilken ting og erfaringer forstås.
Selvom denne ambition om det altomfavnende kan genfindes hos Ricoeur, er denne dog meget
bevidst om det umulige i projektet, og anvender Kant som grænsedrager, i det han, med et
udtryk lånt fra Eric Weil, selv betegner som en "post-Hegeliansk Kantianisme" (Conflict, p.
412). Hegels filosofi drejer sig ikke blot om fornuftens indsigt i virkeligheden, men også om
det erkendende menneskelige subjekt selv. Hegel ser historien som en refleksionsproces, hvor
menneskeheden arbejder sig frem mod de mest adækvate grundopfattelser af virkeligheden.
Hvad det vil sige at være menneske læres først gennem denne proces. Dette betyder ligeledes,
at de transcendentale forudsætninger for menneskets tænkning og handlen er forskellige til
forskellig tid og sted, de er historisk skabte og kulturelt betingede. Den fremadskridende proces
fører frem, og har ført frem gennem tese, antitese og syntese til det sted, hvor vi nu tilbageskuende
kan erkende, hvad det er at være menneske. Denne akkumulering af indsigter og
antagelser op gennem historien som samler sig i den menneskelige erkendelse benævnes af
Hegel "Geist". Denne "Geist" er et samlende princip, i hvilket historie og erkendelse, subjekt
og fællesskab, handling og teori smelter sammen. Endemålet for den historisk formidlede
erkendelsesproces er for Hegel absolut kundskab i en tilbageskuen over den historie, som
ligger bag os 8 . Ricoeur tilslutter sig, i en kritik af Hegel, den generelle afvisning af opnåeligheden
af et sådant endemål. Absolut kundskab er uopnåelig. Ricoeur siger således: "The
Hegel I reject is the philosopher of retrospection…" (Ibid., p. 414), altså den Hegel som blot
ser tilbage og begrænser sig til at tale om det, som allerede er sket i "Åndens" historie. Det
Ricoeur ønsker at tage med fra Hegel, er den processuelle tænkning, selverkendelsen som
noget der bliver til. Hegels dialektiske metode har også stor lighed med Ricoeurs egen meto-
8
Hvorvidt denne Hegeltolkning er korrekt, vil der ikke her blive taget stilling til. Det er denne forståelse af Hegel,
Ricoeur forholder sig til.