Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 21
de påkrav på at udtale sig udtømmende og uimodsigeligt om virkeligheden til troens intention,
som gælder forløsningen, som er frihedens frelse.
På denne baggrund genlæser Ricoeur Jaspers værk ud fra skylds-problematikken. For Jasper
er skyld en ultimativ situation ligesom døden, og skyldighed er et livsvilkår ligesom dødeligheden.
Og når skylden hos Jaspers bliver noget uundgåeligt, så bliver det også at se mest
som et eksistens-"uheld", som ikke levner mulighed for tilgivelse og genløsning. Ricoeur kritiserer
dette synspunkt: "Guilt is that very limitation of exestence which is espoused by freedom.
This confusion of guilt and finitude appears to me to be one of the gravest confusions of
contemporary 'existential' philosophy." (Ibid, p. 632). I Kristendommen skelner man derimod,
ifølge Ricoeur, mellem endelighed som et ontologisk begreb og skyld som et etisk begreb.
Endelighed er en tilstand, skyld en hændelse. Denne forskel mellem Jaspers uundgåelige
skyld og kristendommens synd er, ifølge Ricoeur, klargørende for forståelsen af en række
punkter i Jaspers filosofi. Det er nemlig denne skyld som eksistensvilkår, der bringer Jaspers
til at beskæftige sig med "foundering rather than…'rebirth.'" (Ibid., p. 633). Det religiøse
skyldsspørgsmål erstattes af et spørgsmål om værens tilsynekomst og forsvinden.
Ricoeur sætter sin kritik på spidsen, når han skriver: "One sometimes has the impression in
reading Jaspers of looking at an incomplete atheism born of an unstable compromise between
Kierkegaard and Nietzsche." (ibid., p. 639)! Ricoeur mener, at den konflikt der nødvendigvis
er i modsætningen mellem en unik åbenbaring og en universal cifferteori, ikke er fatal, hvis
blot den føres tilbage til sin oprindelse i distinktionen mellem en frelsesproblematik og en
spekulativ værensproblematik. Hvis filosofi og teologi ville møde hinanden mere åbent og
ikke i dækning bag henholdsvis libertinisme og autoritæritet, kunne man komme ud over den
eksklusivitet mellem dem, som præger Jaspers filosofi og hans religionskritik, mener Ricoeur.
Anden revolution: decentrering af subjektet
a) Indledning
Først Hegel fremsætter den tanke, at mennesket heller ikke har et umiddelbart kendskab til sig
selv, men må blive sig selv, gennem en omvej omkring det andet, kulturen og andre mennesker
og tilbage til sig selv. Descartes fejl er, at han tager erkendelsen ikke blot af selve eksistensen,
at jeg er, men også af eksistensens indhold, hvad jeg er, for givet. Nu vendes den
kartesianske erkendelseskritik også mod subjektfilosofien selv (Conflict, p. 148f.). Denne
kritik når sit klimaks hos "mistankens mestre", Marx, Nietzsche og Freud, hvor der sker en
egentlig decentrering af subjektet, idet bevidstheden anklages for at være en falsk bevidsthed
(Kilder, s. 86). Heidegger går ikke så langt, men påpeger hvordan subjektet aldrig er det uafhængigt
beskuende, men altid allerede er ude ved tingene.