Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 19
hensyn til alle genstandsområder, men er da stadig begrænset af, at disse områder kun dækker
den objektive væren, hvortil desuden kommer den subjektive væren og væren i sig selv.
Jasper skelner således mellem objektiv og subjektiv væren, idet han skelner mellem at være
et jeg og at være en genstand. Dette jeg kan ses på tre måder: For det første som empirisk
jeg, som selv er gjort til genstand for erkendelse. For det andet som subjekt, der selv gør væren
til genstand for sin erkendelse. Dette jeg benævner Jaspers "Bewusstsein überhaupt".
Selvrefleksionen beskæftiger sig med dette jeg, og erfarer det som noget mere end blot et objekt.
Selverkendelsen er altså noget andet end den genstandsgørende videnskab, eller den er
dennes ydergrænse, hvilket fører til det tredje jeg, som er den menneskelige eksistens, der
skiller sig ud fra genstandene ved at have et forhold til sin egen eksistens, idet den er sig sin
eksistens og sine livsmuligheder bevidst. Jaspers gør op med en egentlig individualisme, idet
han (i lighed med Marcel) påpeger, hvordan mennesket altid eksisterer sammen med andre og
i kommunikation med andre. Dette bliver også til et opgør med ethvert påkrav om absolutet
og totalitet hos et filosofisk system. Men alternativet er ikke subjektiv relativisme. Nok er der
ikke længere noget priviligeret standpunkt, hvorfra sandheden kan bestemmes, men sandheden
er nu i stedet intersubjektiv. Sandheden er en mødeplads, og tænkningen er i sin
sandhedssøgen henvist til endeløse tilnærmelser og gentagne tolkningskonflikter. I det intersubjektive
forhold fremholder Jaspers respekten som den rette indstilling. På den ene side
tenderer udelt sympati mod at opsluge den anden i afsavnet af kritisk distance, og på den anden
side vil også regulær kamp udslette den anden. Respekten bevarer derimod den anden i
dennes alteritet. Den anden tilkendes derigennem værdighed. På samme måde som das Ding
an sich hos Kant sætter en grænse for erkendelsen, sætter begrebet person en grænse om det
andet menneske og sikrer dennes alteritet og frihed.
Som en given eksistens med muligheder er mennesket præget af nødvendighed og frihed.
Mennesket har sin frihed fordi det kan forholde sig til sin mulige fremtidige eksistens. Frihed
er derfor ikke en genstand eller en egenskab ved en genstand, men netop dette, at mennesket
ikke er genstand, men eksistens. Hvert menneske må selv gennem viljeshandlinger realisere
denne frihed, som filosofien ved at beskæftige sig med eksistensens grænsesituationer peger
på. Når filosofien må nøjes med at pege på friheden skyldes dette, at også tænkningen har
grænser, og ikke formår at begribe helheden. Derfor får grænsesituationerne, der hvor mennesket
erfarer det større, som det ikke kan begribe, stor betydning for Jaspers. Da menneskets
eksistens altid er en mulig eksistens, kan den ikke indfanges af noget filosofisk system, og
eksistensen er derfor altid rigere end den beskrivelse, der kan gives af den. Dette viser sig
også ved at den altid er en eksistens overfor det transcendente, som er dens grænse; eksistensen,
og det vi kan sige om den, grænser op til noget mere og noget større. Dette større beskriver
Jaspers som den absolutte virkelighed eller Das Umgreifende. Dette absolutte er ikke noget
udenfor eller efter væren i sig selv, men det er en sammenhæng i væren, en ro eller enhed.