Indholdsfortegnelse

188 Sammenfatning og konklusion
stisk) videnskabsbegreb, der søger at finde klare kriterier, der kan godtgøre at skelne mellem
objektivt sande og falske fortolkninger. Bjerg fører derimod Freis, postmodernistiske, tænkning
ind på dansk grund, idet han hævder kristendommen som en grundfortælling, der udfordrer
andre, f.eks. historievidenskabens, fortællinger, som nøgle til virkelighedsforståelse.
I et ekspliciterende "henblik" har jeg søgt at udhæve den tætte sammenhæng mellem eksegesens
bibeludlægning og dens forudsætninger i en given teologisk og filosofisk kontekst.
Idet der ikke findes nogen "uskyldig" fortolkning, er det af afgørende betydning, at eksegesen
bevidstgør sig om det virkelighedsbillede, som danner grundlag for og determinerer dens metodevalg.
Via en sammentænkning af Freis filosofikritik, Ricoeurs hermeneutiske aspekter,
Løgstrups sammenføjning af skabelsesteologi og epistemologi, og en økumenisk orienteret
missionsteologi, har jeg søgt at nå til en kritisk realisme i tråd med den, som findes hos nyere
evangelikale teologer som f.eks. P. G. Hiebert. Endelig har jeg forsøgsvis opstillet et udkast
til en eksegetisk praksis, der med grundlag i et eksegetisk fortolkningsfællesskabs tilnærmelse
til de bibelske tekster, gennem en "spiralbevægelse" af indlevelse og økumenisk "konflikt"
søger at tage højde for og frugtbargøre en eksegetisk fortolknings uomgængelige eksistentielle
og kontekstuelle indfældethed.
Der må til stadighed bestå en gensidig kritik mellem filosofi og eksegese, og religionsfilosofien
udgør deres mødefelt. Filosofien, her sprogfilosofi og tekstteori, påpeger svagheder i
den eksegetiske metode, idet den "afslører" metodernes sammenvævethed med bestemte filosofiske
koncepter og disse koncepters kontingente karakter. Hermeneutikken problematiserer
muligheden af en distanceret og interessefri fortolkning, historiebegrebet som sådan problematiseres,
og metafor- og fortællingsteorier påpeger vanskeligheden ved et systematiserende
og dogmatiserende arbejde, fordi teksternes primære mening og deres meningsoverskud, netop
herved mistes. Modsat må eksegesen forholde sig kritisk til den filosofi, som den uundgåeligt
bringer med sig (hvad enten dette er en modernistisk, der fornægter dette forhold, eller en
postmodernistisk, der gør dette forhold til sin afgørende pointe), og give primat til de tekster,
den behandler. Disse tekster er nemlig ikke blot udkast til en fortolkning af virkeligheden,
men hævder selv at være, og fungerer i kristendommen som, identitetsskabende grundfortælling.
Derfor kan eksegesen pege på beretninger om skabelse, fald, udvælgelse, inkarnation,
død og opstandelse og genoprettelse, og hævde, at disse indebærer også epistemologiske konsekvenser,
som en sagsvarende eksegese ikke kan lade ude af betragtning. Filosofien er derfor
en nødvendig kritiker af en eksegese, der ellers risikerer at ende i selvbekræftende cirkelslutninger.
Men samtidig tager eksegesen ikke sig selv alvorligt, hvis den deklasserer sit stofområde
til blot et tilfælde af gruppen "religiøse fortællinger", og den tager ikke sit ansvar overfor
samtiden alvorligt, hvis ikke den, også på det fortolkningsteoretiske og epistemologiske plan,
løfter sin egen røst, som én blandt mange i den fælles samtale.