Indholdsfortegnelse

Sammenfatning og konklusion 187
ken rummes træk fra det meste af århundredets tænkning, og på baggrund af Freis tætte kobling
mellem eksegetisk tekstudlægning og spørgsmålet om teologiens forudsætninger.
Ricoeurs metode er den uopløste, produktive spændings dialektik, og hans positioner har
altid karakter af et "mellem-standpunkt". Hans tænkning implicerer en antropologi, der samtænker
Descartes´ selvbevidste cogito og Freuds illusoriske ego til et såret cogito, som først
gennem fortolkning og kommunikation bliver et selv. Han kan tillige ses som en samtænker af
hermeneutik og strukturalisme, som på den ene side ønsker et forklarende arbejde med teksten
selv og på den anden side fastholder de personlige forudsætningers betydning samt tilegnelsen
som en integreret del af fortolkningen. Ud fra talehandlingsfilosofien skelner han mellem
mening og begivenhed. I teksten, som skreven diskurs, fæstnes meningen, og fortolkningens
mål er en ny sprogbegivenhed, som er læserens tilegnelse af teksten, idet denne gør tekstens
verden, den verden som tekster projicerer frem, til sin. Symbol, metafor og fortælling bliver
for Ricoeur de vigtigste sproglige fænomener, fordi disse udgør muligheden for et overskud af
mening i teksten, svarende til et overskud af mening i væren som sådan; et meningsoverskud
som er mulighedsbetingelsen for, at stadig nye læsere kan opleve teksten som meningsfuld.
Den religiøse tekst skiller sig her ud som funderende for læseren, idet den verden disse tekster
udfolder er Guds rige.
Hans W. Frei henter sin sprogteoretiske ballast hovedsageligt fra nykritikken og dens orientering
mod teksten og optimisme i forhold til muligheden af en objektiv fortolkning. Hans
videnskabsteoretiske udgangspunkt er den postliberale teologi med dens indoptagelse af en
postmoderne partikularitetstænkning. Frei ser Jesu person som kristendommens centrum, og
teologien må derfor tage sit udgangspunkt her, og ud fra evangeliefortællingerne søge en beskrivelse
af dennes identitet, som vi møder den i disse fortællinger. Det er netop fortællingens
person, teologien må henholde sig til, eftersom en spørgen efter historien bag eller ideerne
over teksten overser teksten selv. Skal fortolkningen være tro mod teksten som en realistisk
fortælling, en history-like narrative, må den derimod holde sig til en "bogstavelig" læsning,
som søger tekstens sensus literalis. En sådan indretekstlig læsning understøttes på det videnskabsteoretiske
niveau af et ønske, i forlængelse af Barth, om at friholde teologien for determinerende
filosofiske forudsætninger.
Ricoeur kan ses som filosoffen, der kommer fra det almene tænkningsfelt og arbejder sig
ind i det religiøse sprogs, og særligt de bibelske teksters, felt; mens Frei, som teolog, insisterer
på at komme den ande vej fra, fra evangeliefortællingerne, hvorfra han søger at fremsætte
udsagn også om det almene. Både Ricoeur og Frei står som vigitge inspiratorer for den narrative
teologi, som i skikkelse af litterært orienteret eksegese har vundet øget indpas i dansk
teologi. Denne udvikling har indenfor eksegesen givet sig udslag, som hos bl.a. Bilde, i en
øget forståelse for de bibelske teksters litterære karakter. Hos både Nielsen, Davidsen og Bilde
fastholdes teologien samtidig i et stramt modernistisk (men ikke nødvendigvis positivi-