Indholdsfortegnelse

186 Sammenfatning og konklusion
kraft samtidig fastholdes, opnåes en sund dialektik mellem troen som gave og som valg, og
teologien reddes fra en overdreven, subjektivistisk eksistensialisme.
4) Eksegesens metode. Som det har været antydet, må det eksegetiske arbejde ses som en
hermeneutisk spiralbevægelse, hvor den enkelte ekseget indgår i gensidig påvirkning med
andre indenfor sit fortolkningsfællesskab, som igen indgår i en tolkningernes produktive konflikt
i en større (økumenisk) sammenhæng. Med tanken om en hermeneutisk "spiral" (cirkel)
anerkendes det, at eksegeten aldrig kommer til teksten uden forudsætninger, men det hævdes
samtidig, at disse forudsætninger kan formes i en tilnærmelse til tekstens verdensbillede. Dette
kræver en tillidsfuld villighed til indlevelse i teksten, som i højere grad harmonerer med de
tekstorienterede litterære læsemåder end med historisk-kritiske tilgange. En litterær tilgang,
som tager udgangspunkt i de bibelske skrifter som fiktion dvs. historisk usande, falder dog
udenfor den eksegese, som her forsøges udstukket, idet jeg tilslutter mig Freis forsøg på med
begreberne history-like og literal reading at fange en til de bibelske skrifter svarende opfattelse
af forholdet mellem tekst og virkelighed, der bryder med en modernistisk opfattelse af dette
forhold.
Det eksegetiske arbejde indebærer dermed, hvad jeg vil kalde, en eksegetens helliggørelse.
En forsvarlig eksegese er nemlig en langvarig proces og en proces, hvor den enkelte ekseget
indgår som led i et større fællesskab og formes både af dette og af de tekster, der arbejdes
med. Det er således ikke blot teksten, der udlægges, men i lige så høj grad eksegeten, idet
tekstens verden i højere og højere grad bliver eksegetens, som dermed bliver i stand til at leve
sig længere ind i teksten (og at leve ud af teksten.). En sådan proces må tage sin begyndelse i
en villighed til at begive sig ind i tekstens univers og kan ophøre igen, hvis teksten ikke formår
at ovebevise om sin relevans eller sandhed. Hvor det eksegetiske arbejde udføres og fortsættes,
er dette imidlertid et vidnesbyrd om, at teksten ikke er en lige-gyldig mulighed, men at
tekstens verden er den faktiske verden, den verden Gud skaber, inkarnerer sig i og genopretter.
4 Sammenfatning og konklusion
I denne opgave har jeg givet en kort redegørelse for vigtige strømninger i det 20. århundredes
sprogfilosofi. Der er her blevet peget på et "linguistic turn" fra forfatter over teksten selv til
læseren til fortolkningsfællesskabet, som nøglen til tekster og deres mening. Denne bevægelse
hænger sammen med en generel vendning i filosofien til det sproglige, som har fremholdt
nødvendigheden, for enhver filosofi, af at tage udgangspunkt i sprogproblemet, fordi tilværelsen,
og vores forståelse af den, er sproglig. Fra rækken af sprogfilosoffer og tekstteoretikere
har Paul Ricoeur og Hans W. Frei været udvalgt på baggrund af Ricoeurs spændvidde, i hvil-