Indholdsfortegnelse

Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese 185
meligt eller indlysende. Selvet formes gennem teksterne, herunder den sociale kontekst forstået
som tekst, hvad enten denne er en universitær akademisk, kirkelig, sekular eller noget
helt fjerde. Dette må ikke forståes som en absolut determinisme. Den enkelte vælger (i et
"troens" spring) også selv at gøre et bestemt fortolkningsfællesskab og bestemte tekster mere
gyldige end andre, eller at lade sig forme af disse ved at indleve sig i dem. På grund af den
tætte sammenhæng mellem den enkelte læser og fortolkningsfællesskabet ("menigheden") kan
vi sige, at fortolknngsfællesskaberne (fra "barnet og dets far og mor" til "teologi i den vestlige
verden") gennem en lang proces i en stadig hermeneutisk tilnærmende spiralbevægelse lever
sig ind på de tekster, de vælger at gøre gældende som funderende.
Eksegesen må henholde sig til de bibelske tekster selv frem for alle andre. Kirkens fortolkningstradition
er det fortolkningsfællesskab, der historisk set har gennemlevet en sådan tilnærmen.
Det må være en nutidig eksegeses opgave at træde ind i og fortsætte denne tilnærmen.
Hermeneutikken klargør vanskeligheden ved at foretage en sådan tilnærmen som et rent
metodisk greb, og eksegesen får derfor uundgåeligt en eksistensiel karakater, som et "livsprojekt".
Eksegesen må samtidig bibeholde sin offentlige karakter og være parat til at fremlægge
både sine forudsætninger, sin argumentationsgang og sine resultater. Herved kan den enkelte
eksegese indgå i en fælles fortolkningernes konflikt, i en større sandhedssøgen. Den enkelte
ekseget og det enkelte fortolkningsfællesskab må være villige til at lade sig korrigere af andre
mere konsistente og overbevisende fortolkninger. Hvor en sådan ydmyghed ikke er til stede,
er der afgørende fare for, at det eksegetiske arbejde havner i en "ond cirkel" af selvbekræftelse.
3) Hvad bliver da fortolkningens formål i lyset af dette? Teologi for teologiens egen
skyld, for kulturens skyld, for kirkeinstitutionens skyld, fordi der skal prædikes på søndag, for
sandhedens skyld, for identitetsdannelsens skyld eller for troens skyld? Tages der i overensstemmelse
med den anførte metode udgangspunkt i de bibelske tekster selv, kan dette føre til
en række forskellige antagelser. J. R. Middleton og B. J. Walsh finder således, at den bibelske
fortælling har identitetsskabende funktion for Guds folk (Israel). Johannesvangeliet fremhæver
selv at skriftets formål er at "kalde til" tro: "Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus
er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn." (Johannesevangeliet
kap. 20, v. 31). På forskellig vis hævdes det også af nogle af disse tekster, at bestemte udsagn
eller andre dele af skriftsamlingen er Guds tale (jvf. N. Wolterstorff) eller åbenbaring 72 . Teksterne
peger således selv på en tilegnelse (eller afvisning), der må følge på læsningen. Denne
tro, der opfordres til, er ikke en tro ud i det blå, men netop en tro på den i teksterne fortalte
Gud og Jesus Kristus, Guds søn. Dette svarer til Ricoeurs postkritiske naivitet, og til Freis
sandhedsafgørelse efter tekstforklaringen. Hvis teksternes (og Helligåndens) overbevisnings-
72
Kanonproblemet ska ikke behandles her, men der henvises til Brevard Childs´ forfatterskab samt Wolterstorff,
pp. 294ff.